| |
Jesper har været med til produktion af gratis havebog
Vores havebehov forandrer sig livet igennem. Danske Havecentre udgiver bog med tankevækkende inspiration til fornyelsen af haven.
Boghandlerens hylder bugner af flotte havebøger, men de dyre værker har fået en hård konkurrent. ”Forny dit liv med planter” er titlen på en lille, men omfangsrig bog, som i flotte og inspirerende fotos og informative og tankevækkende tekster tager læseren med på tur gennem hele haven – hele livet.
Med start i haven der stimulerer alle sanser, fortsætter turen rundt til haver, som opfylder forskellige behov på forskellige tidspunkter af livet. Derfor er det næsten 100 sider nyttig viden og inspiration for såvel den etablerede haveejer som for dem, der skal i gang med at anlægge eller bygge om.
At der næppe kan være tvivl om, at bogen får sin plads i reolen hos tusindvis af haveejere skyldes ikke mindst, at ”Forny dit liv med planter” er gratis!
Det er 167 medlemmer af Danske Havecentre, hvor Jesper er formand, der står bag udgivelsen, og det er også fra landets planteskoler og havecentre, at bogen udleveres.
Hvilken have skal det være?
Bogen konstaterer, at vores havebehov ændrer sig gennem hele vores liv. Der er perioder, hvor haven er til afslapning. Her er der anvisninger på planter med beroligende dufte, former og farver, opdeling ved hjælp af hække og støjdæmpning gennem plantevalg. Og hvad er mere beroligende end et vandbassin, der i øvrigt også gavner fuglelivet. Bogen indeholder et helt afsnit, der beskæftiger sig med haven som dyrenes verden.
Bogen åbner også lågen til den fantasifulde have, hvor formklippede og eksotiske planter spås en stor fremtid. Fremtiden byder også på bede fyldt med bregner, græsser og arkitektoniske blomster. Der er anvisninger på, hvordan planterne sammensættes og hvilke planter der egner sig bedst til havens lys- og jordforhold.
Bogen udleveres på planteskolen så længe lager haves.
Under overskriften ”Den kreative have” inviteres til fri leg for børn og voksne – både leg i ”børnehaven” eller på det blomstrende græstæppe og leg med fantasien når den naturlige have eller det udendørs spiserum skal have et løft.
Apropos spisetid giver bogen anvisninger på den spiselige have og haven som fitness-instrument. Endelig afsluttes havevandringen med nyttige tips om farver og farvernes psykologi.
|