Sølvlys

Henter data... 1874 visning(er)
Sølvlys

Kender du sølvlys?

Når de andre blomster i haven takker af, så har du mulighed for at forlænge sæsonen langt ind i efteråret. Du har mulighed for at sikre, at din have også blomstrer på denne årstid, når du vælger at plante stauden sølvlys.

Oprette blomsterspir
Sølvlys er en staude, der hver vinter visner helt ned. Under jorden vokser lodrette rodstængler, der i det tidlige forår dukker op med helt sammenkrøllede blade. Sølvlys fås overordnet med to forskellige løvfarver – de grønne og dem, der har mørke purpurfarvede blade. Begge typer har fine flersnitdelte blade, der dekorativt fylder op i dit bed helt frem til august, hvor der langsomt udvikles lange oprette flergrenede blomsterstængler, der vajer let for vinden. Blomsterstænglerne er stærke og skal ikke bindes op.

Når blomsterspiret er helt udviklet, åbner de kuglerunde knopper sig op og nu ses et mylder af små hvide blomster hele vejen rundt på blomsterstænglen. Dekorative hvide støvdragere får blomsten til at se fyldt ud. Der opstår hurtigt travlhed omkring de blomstrende sølvlys, for de tiltrækker bier og andre insekter.

En dejlig duft breder sig
”Hvad er det for en duft”, er en typisk kommentar, hvis du har sølvlys i haven. De lange blomsterspir udsender en meget kraftig duft, som kan fornemmes mange meter væk. Den tunge søde duft minder mest om stueplanten Gardenia, og har du lyst til at invitere duften indenfor, så er det muligt at klippe sølvlys til en buket. Dog er holdbarheden ikke særlig lang, så de fleste foretrækker nok at lade den stå i haven, hvor blomstringen står på helt hen mod november.

Flere størrelser
Sølvlys med mørke blade er meget populære, og når blomsten er på vej i udspring, så giver de mørke knopper i kombination med de helt rent hvide blomster en god virkning. Størrelsen på planter med blomsterspir varierer fra 50 – 180 cm, så der er lidt forskelligt at vælge mellem.

ACTAEA (CIMICIFUGA RAMOSA 'BRUNETTE')
ACTAEA (CIMICIFUGA RACEMOSA)
CIMICIFUGA HYBRID 'CHOCOHOLIC'

CIMICIFUGA RACEMOSA 'PINK SPIKE'

Brunette Racemosa Chocoholic Pink Spike

Sådan lykkes du med sølvlys
Sølvlys er en staude, der ikke spreder sig. Den er trofast og kommer frem fra vinterens hi hvert forår, og med årene bliver den lidt større i omfang, men decideret spredning, er der ikke tale om.

Placeringen i haven kan være alt fra fuld sol eller halvskygge. Vigtigst er det, at finde et sted, hvor jorden er god til at holde på fugtigheden. Det kan evt. være et nordvendt bed. Sølvlys tåler udtørring dårligt.

  • Grav et hul, der er 1½ gang større end den potte, som planten står i
  • Løsn jorden godt i bunden
  • Sørg for at potteklumpen er godt vandmættet og fjern så potten
  • Nu sænkes planten ned i hullet og den opgravede jord fyldes i
  • Justér planten, så plantehøjden passer med, at der dækkes til med ca. 2 – 4 cm jord
  • Vand til med mindst 5 l vand pr. plante, og sørg for at give din nyplantede sølvlys vand i tørre perioder de første år i din have
  • Vælger du at plante sølvlys i en krukke, så vælg én med stor volumen, så du nemmere kan holde planten opvandet