Grav dahlia knolde op

Henter data... 110 visning(er)
Grav dahlia knolde op

Grav dahlia knolde op

Sommeren er gået på hæld, og de sidste sommerfavoritter er, hvis de da ikke allerede har gjort det, ved at takke af. Det er tid til at tage dahlia op af jorden og lægge dem til opbevaring, så de kan imponere igen til næste år.


Sådan graver du dahlia knolde op

Klimaforandringer har gjort vores vintre mildere, og der er flere, som de seneste par år har haft succes med at lade dahlia knoldene overvintre i jorden. Det kræver dog en del forberedelse, dække og ikke mindst held, for det danske vejr er omskifteligt – også om vinteren. Hvis du gerne vil være helt sikker på, at dine dahliaer ikke går til, gælder det derfor om at grave dem op og lægge dem til opbevaring.

Dahlia knoldene skal graves op inden den første frost. Fordi vintrene er blevet mildere, smelter efterår og vinter nogle gange lidt sammen og det betyder også, at nattefrosten kommer senere. Det giver heldigvis lidt mere tid i haven, så man kan nå det hele. Selvom det kan være fristende at dele knoldene, gøres dette bedst i efteråret, hvor deres ”øjne”, altså der hvor de skyder fra, er synlige.


  •           Løsn jorden i en god cirkel rundt om den visnede dahlia
  •           Klip lidt af toppen men efterlad godt 10 cm af stænglen. Så er de lettere at arbejde med
  •           Vip forsigtigt knolden op og ryst let jord af
  •           Skyl knolden med et lavt vandtryk
  •           Lad knoldene lufttørre i minimum en uge, gerne længere
  •           Når de er helt tørre, lægges de til opbevaring på et tørt, koldt og mørkt sted

Det er vigtigt ikke at spule knoldene for hårdt med vand, da det kan beskadige dem. Selvom skaden måske ikke ses med det blotte øje, kan det betyde, at den rådner under opbevaring, hvis de har fået et hul eller et ”blåt mærke”. Knoldene skal lufttørre i minimum en uge, men gerne længere. Du kan dog også se på dem, når de er klar til at blive lagt til opbevaring. Så drysser restjorden nemlig let af. Hvis knolden stadig er fugtig, når den pakkes ned, risikerer du, at den rådner under opbevaring.

Sådan lægges dahlia knolde til opbevaring

Dahlia knolde skal pakkes ned, så de ligger køligt og åndbart. Samler der sig fugt, kan de nemlig hurtigt rådne. Læg dem i en kasse, gerne flamingo, og sørg for, at de bliver opbevaret mørkt og køligt. Det kan både være i en kælder, en lukket og uopvarmet garage eller et skur. Den optimale temperatur er på godt 5 grader. I kassen må de ikke presses for hårdt sammen og de skal blot ligge i ét lag.

Mens du pakker dem ned, kan du glæde dig til næste års blomstring ved at mærke dem op. Hvis du er frisk på at overraske dig selv, kan du droppe afmærkningen, men hvis du gerne vil have styr på det, er det en stor fordel at gøre det nu. Der er langt til maj måned, og man kan hurtigt glemme, hvilket udvalg man selv har.

Hold øje med knoldene vinteren over

Stik gerne hovedet ind til knoldene én gang i måneden, mens de ligger til vinteropbevaring. Så er du på forkant med at tjekke, at temperaturen holder ved og ikke mindst, at der ikke kommer sygdomme i knoldene. Der kan godt komme lidt rynker på dahlia knoldene, men dette kan afhjælpes ved at sprøjte let med en vandforstøver. Mugne knolde skal fjernes, så du ikke risikerer, at de smitter de sunde knolde med sygdomme.

Temperaturen skal holdes stabilt. Ligger de køligt, holder du planterne i dvale. Får de modsat for meget varme, risikerer du, at de begynder at spire for tidligt. Når det igen er tid til at sætte dahlia, kan du med fordel forspire dem, så de er stærkere, når de skal i jorden. Dette giver både en længere dahliasæson til dig, og det gør dem mere modstandsdygtige overfor skadedyr. Dræbersnegle er nemlig særdeles glade for dahlia, og de vil gerne slå til, når spirerne er helt unge og friske.


Læs videre om dahlia

Powered by Amasty Magento 2 Blog Extension