Haven i august

Henter data... 1038 visning(er)
Haven i august


Haven i fuldt flor

 

August

 


Gøremål i august:

- Klippe Dahlia 

- Plant krukker til

- Lug ukrudt

- Giv gødning

- Læg 2-3cm kompost i bedene

- Hyp kartoflerne

- Vand rhododendron og knib visne blade

- Beskær stedsegrønt

- Plant krydderurter

- Tiltræk fugle og slip af med skadedyr

- Vand, vand, vand. Jorden skal holdes fugtig

 

August

 En måned med masser af gang i haven. De høje temperaturer giver grøntsagerne, frugterne og blomsterne de bedste vækst betingelser. Det betyder, at der er lækre afgrøder, der kan høstes og smukke blomster der kan plukkes til flotte buketter. Sensommeren venter så nyd varmen, de lange lyse dage og det flotte syn af en have i fuldt flor.

 

 

 

 

Beskæring:

I august måned er det tid til at beskære bla. ahorn, birk og valnød. Træerne er i vækst, og det giver bedre helingsforhold for de sår, som der opstår ved beskæring.

Når du har høstet bærbuskenes sidste bær, så er det tid til, at de også skal trimmes.

Klip ikke bare for at klippe.Gør det kun hvis der f.eks. er syge gren eller at grenene generer og skygger i haven.

 

Anlægning af ny græsplæne:

August er et perfekt tidspunkt at anlægge ny græsplæne. Jordtemperaturen er høj, hvilket giver hurtig spiring og dannelse af rødder. Før du går i gang med såningen skal jorden gennemgraves omhyggeligt. Sten, ukrudt og gamle rødder skal fjernes. Jorden skal yderligere løsnes på langs og tværs med en håndkultivator. Derefter er du klar til såning. Der skal bruges 2 kg græsfrø til 100 m2. Spred frøene jævnt med håndkraft. Riv let overfladen så frøene bliver let dækket af jord. I løbet af 8-10 dage vil frøene begynde at spire. Lad vejrguderne stå for vandingen. Begynder du selv at vande vil der blive dannet en hård skorpe, som frøene har svært ved at trænge igennem.

Dahlia:

Klip løs af dine fine Dahlia og lav de flotteste buketter. Jo flere blomster du klipper, jo flere nye blomster dannes der. Du skal dog huske, at du først må klippe, når blomsten er sprunget helt ud. Hvis du klipper den før, så forbliver den i knopstadie, uden at springe ud.

Med den rette mængde sol, vand og varme har du flotte blomster til hen i efteråret.

 

Stauder:

August er måneden for omplantning af stauder. Efter afblomstring er de klar til omplantning. De fleste stauder skal omplantes hvert tredje - fjerde år. Med omplantningen forynger man planten. Det vil sige, at man fjerner alle de døde dele af planten, så man kun har det gode og vækstbare tilbage. Mange stauder vokser fra midten og ud. Ofte går midten til. Derfor tager man alle yderskudene fra og planter hver for sig. På den måde har du fine stauder til næste år også.

 

En lille tommerfingerregel: Stauder der blomster i foråret skal plantes i efteråret. Og omvendt. Stauder der blomstrer i efteråret udplantes i foråret.

 

Indsamling af frø:

Spar penge og høst frø fra dine "gamle" planter. Efter høst skal frøene tørres. Våde frø skal renses, inden de ligges til tørring. Frøene skal ligge i et lunt rum med god luftcirkulation og lav luftfugtighed uden direkte sollys. Det tager normalt cirka 2-3 uger at tørre frø. Når frøene er tørre skal de opbevares tørt og køligt. Gerne i papirposer. For høje temperaturer kan ødelægge spireevnen. Hvis frøene opbevares rigtigt kan de holde 3-5 år. De kan endda holde endnu længere, hvis de opbevares i fryseren. Her kan holdbarheden være helt op til 20 år.

Spiredygtige frø:

 

-Tagetes

 

-Kornblomst

 

-Fingerbøl

 

-Jomfru i det grønne

-Morgenfruer

-Valmuer

-Ærteblomst

-Blomstertobak

 

Havedammen:

Den bagende august sol gør, at vandstanden i havedammen nemt kan falde, da vandet simpelthen fordamper pga varmen. Derfor kan det være en god idé at supplere og fylde mere vand i dammen. Husk dog på, at vandet ikke må være alt for koldt, da det vil nedkøle dammen for meget. Med varmen har der også været gang i væksten for alger. Fjern og rens for alger jævnligt. På den måde får du en pæn og ren havedam, som danner et godt miljø for fiskene.

 

Her kan du se og læse mere om produkter til at holde havedammen ren.

 

Køkkenhaven:

Alt gødning af køkkenhaven bør stoppe. Planterne kan ikke nå at afmodne, inden kulden og vinteren banker på.

 

Høst alt hvad der er at høste. De lækre afgrøder kan bruges til bla. marmelade, grød, chutney og saft. Yderligere kan afgrøderne også fryses, og tages op senere til f.eks. smoothies.

 

Æbler:

Havens æbler kan plukkes fra august til slutningen af oktober. Er du i tvivl om dine æbler er modne, så kan du tjekke det på 2 måder.

1) Drej æblet en halv omgang. Hvis det slipper grenen, så er det modent og klar til at blive plukket.

 

2) Skær æblet over. Hvis det har brune kerner, så er det modent.

Når æblerne er høstet er de bedste opbevarings forhold uden for i æblekasser, som overdækkes ved frost. Æblerne kan også opbevares indendørs i et mørkt og køligt rum. Det reducerer dog holdbarheden en smule.

 

Høst og opbevaring af løg:

Når løgstilken er knækket og har lagt sig, så er det tid til høstning. Efter høst skal løgene tørres, inden de kan ligges til opbevaring. Husk at de skal tørres med top på. Før tørring skal de rengøres for jord. Tag haveslangen og spul dem grundigt. Når de er rene ligges de i en kasse med huller. De skal opbevares et mørkt og tørt sted med god ventilation. og uden direkte sol. Det kan eksempelvis være under et halvtag. Det tager typisk 2-3 uger at tørre løg. De skal have en tør og papiragtig yderskal for at være helt tør og klar til opbevaring. De skal opbevares et mørkt, køligt og frostfrit sted. Eksempelvis i et viktualerum.

Bladlus og skimmel:

August kan være en meget tør måned. Tørken gør, at bla. bladlusene er på rov. De elsker, når planterne er godt tørre. Det giver dem gode vækstbetingelser. Spul de angrebne planter godt med haveslangen. Gør det dagligt, indtil bladlusene er væk. Du kan også benytte dig af insektspray. Det kan du læse mere om her.

 

Skimmel er også en ting, som der kan ramme dine planter i august måned. Opdager du skimmel på dine planter, så skal du fjerne de ramte blade. Skimmel kan ikke som sådan bekæmpes, men ved at fjerne de dårlig blade mindskes smitten.

 

Havens dyr: 

Måske det ikke er til at se ved første øjekast, men haven er fuld af dyreliv. De er sky og dukker oftes op sen aften hen mod natten. Som tidligere nævnt kan august være en meget tør måned. Det gør det svært for havens dyr at finde noget at drikke. Hjælp dem af med tørsten og sæt vand ud til dem. Det kan bla. være ved hjælp af et fuglebad eller en lille dam/bassin.