Hortensia - den fulde guide

Henter data... 76 visning(er)
Hortensia - den fulde guide

Hortensia - den fulde guide

Hortensia er en yndet havefavorit herhjemme og med god grund. Der findes et væld af underarter, så du kan finde planten i et hav af smukke farvevarianter. De flotte blomsterstandere er også populære at tørre, så man kan nyde det smukke syn året rundt. Hvis du overvejer at plante hortensia i din have, kan du læse med her.


En populær havefavorit

Hortensia er en kæmpestor familie af populære, løvfældende buske, med et væld af underarter og derunder mange sorter, som har mange fælles, og få forskellige egenskaber. Det er en yndet plante i mange, danske haver, og den er især populær grundet de store og iøjnefaldende blomsterskærme, der stjæler opmærksomheden. Det er en plante, der både kan trives i krukker og direkte i havejorden, hvilket også gør den alsidig og brugbar i mange haver, uanset størrelsen. Derfor kan langt de fleste også nyde de smukke blomsterskærme, uanset hvor meget haveplads, man har at lege med. Mange forbinder sikkert hortensiaen med den strålende, blå farve, men de kommer i et væld af skønne farver, så du nemt kan finde noget, der passer perfekt i din have.

Sådan planter du hortensia

Selvom de alle hører under samme familie, så er der alligevel betydelige forskelle, der kan afgøre farven. Noget de dog alle har tilfælles, er måden de plantes på.

  • Grav et godt hul og ibland jordforbedring (spagnum) afhængig af sort

  • Placer din hortensia i hullet i samme niveau, som potten den kom i

  • Dæk til med jord og tryk lidt til

  • Vand godt

Når man planter hortensia, skal der tilføjes spagnum, men typen af denne afhænger af sorten. Planter du syrenhortensia, er det nok med en gødet spagnum, mens Macrophylla skal have surbundsspagnum for at opnå den blå farve.



Hydrangea Paniculata

Syrenhortensia

Kendes især på sine smukke blomsterskærme, der tilnærmelsesvis minder om syrener. Denne hortensia er gavmild med sine blomster, og blomstrer både på første og andet års skud. De er utroligt hårdføre, og er også rigtig gode i krukker, hvorfor de passer til mange havebehov. Med syrenhortensia kan du være sikker på altid at få mange blomster. Du kan også få denne i en opstammet version, som er perfekt, hvis man ønsker mere højde på sine buske. Her skal man dog sørge for, at opbinde planten med en stolpe til podestedets højde, så den får god støtte.

Ved plantning tilføjer man gødet spagnum. Egentlig kan havehortensiaen stå i langt det meste jord, for den er ikke afhængig af surhedsgraden i forhold til farven på blomsterne. Med gødet spagnum sørger du dog for gødning fra starten af, det holder godt på vandet og så giver du de bedste vækstbetingelser. Syrenhortensia skal beskæres hvert forår, og når de afblomstrer i efteråret, lader du dem blot stå med visne blomsterstande og lange stængler vinteren over. I slutningen af marts til starten af april, skal de klippes ned i 30-40 cm højde. Alle grene skal klippes, og man skal ikke være så bange, hvis der kommer et par enkelte nætter med frost, for planten har på det tidspunkt ikke nogen blade eller skud, der er i fare for at blive ødelagt af frosten. Det er en robust plante, der skyder sent, så du kan nyde de smukke blomster et godt stykke ind i efteråret.


Hydrangea Arborescens

Træagtig hortensia

Denne smukke hortensia bruges ofte som hæk, og er særdeles god til formålet. De tåler nemlig meget beskæring og skal faktisk gerne beskæres ned til 30 cm hvert forår. Det er en meget blomsterrig hortensia, hvorfor den især er perfekt til dig, der er på jagt efter en blomstrende hæk. Den blomstrer på både første og andet års skud, så du kan se frem til smukke blomster, der pryder i haven langt ind i efteråret. Det er en yderst populær hortensia, og den findes i mange forskellige typer. 'Annabelle' er den mest almindelige, og man har udviklet en variant af denne navngivet 'Strong Annabelle', som er endnu stivere i stænglerne. Der er også dværgtypen 'Bellaragazza', som ikke bliver nær så høj, men ellers fungerer på samme måde.

Det vigtigste for denne sort er, at de ikke må tørre ud. De kræver en masse vand og en fugtighedsbevarende jord, hvorfor det er yderst fordelagtigt at plante dem i en jord, der er iblandet spagnum, som kan holde på vandet. Gerne gødet spagnum.


Hydrangea Macrophylla

Havehortensia

Dette er nok den type hortensia, som langt de fleste forbinder planten med. Det er nemlig macrophylla, der kan få den kraftige, blå farve som rigtig mange tænker på, når de tænker på hortensia. Hvis du vælger en macrophylla, handler det derfor om jorden, man får plantet dem i. Det er nemlig jordens surhedsgrad, der bestemmer, hvilken farve de får. En af de mest populære sorter er 'Endless Summer', som veksler fra rosa til blå nuancer. Vil man gerne have den blå farve, skal planten i surbundsjord, og det skal være en ren surbundsspagnum, for at få den blå farve frem. Den lyserøde skal derimod plantes i gødet spagnum, for det er pH-værdien i jorden, der bestemmer farven på blomsterne.

Jorden kan godt blive mere basisk over tiden, og så kan det være nødvendigt at bruge en hortensia blåkur, som man strør omkring planten. Blåkuren er nemlig med til at holde jorden omkring planten sur. Når planten skal gødes, er det også vigtigt, at man gøder med surbundsgødning, som holder det surt omkring rødderne.

Macrophylla blomstrer på de skud, der sidder på de 'gamle' grene. Klipper man den helt ned, vil man derfor ikke få blomster. Modsat de andre hortensiasorter, skal denne derfor klippes så lidt som overhovedet muligt. Over vinteren skal man blot lade de visne grene og blomsterstande stå, da de tager lidt af trykket fra frosten. Til foråret klipper man dem ned til de første skud. 'Endless Summer' blomstrer både på skuddene helt nede ved jorden, og dem der kommer oppe på grenene. De skal ikke derfor heller ikke beskæres for kraftigt.

Mange macrophylla typer blomstrer også på første års skud. Hos Jespers Planteskole sørger vi for at gøre det klart i vores plantebeskrivelser, hvis det er tilfældet med den givne hortensia.


Din nye favorit

Nu er du mere end klar til at finde den hortensia, der skal blive din nye havefavorit. Selvom der er grundlæggende forskel på sorterne, er der nogle ting, som planten har tilfælles, og en af dem er beskæringstidspunktet. Vent til foråret og gerne hen omkring april, hvor du er sikker på, at nattefrosten er væk. Læs op på de individuelle planters behov, så du er sikker på, at du vælger en, der passer til dine forhold eller være klar på, at du skal tilpasse lidt. Uanset hvilken sort du vælger, kan vi dog love dig én ting; du kommer ikke til at fortryde, at du planter hortensia.

Powered by Amasty Magento 2 Blog Extension