Farver, teksturer og ikke mindst de dejlige krydrede duft; det er nemlig ved at være tid til krydderurter. Urter er fyldte med aromatiske olier, hvilke du kan tilsætte eller blande med det, du har lyst til. Krydderurter er nemlig til at lege med og sætte sammen ligesom du ønsker det. 

Hvor skal de plantes?

Krydderurter kan plantes hvor som helst. De trives nemlig i almindelig havejord, gerne et solrigt sted. Om du planter dem i din køkkenhave, bede, krukker eller andet er helt op til dig. Dog kan det anbefales at sætte dem et sted tæt på hjemmet eller køkkenet, da det vil være langt det nemmeste at hente dem der. Et lille flot krydderurte højbed ude på terrassen kan se enormt dekorativt og lækkert ud.

De eneste krydderurter man skal tænke lidt ekstra på er basilikum og rosmarin. Basilikum er følsom overfor koldt vejr.  Derfor skal du enten have den inde i vindueskarmen, i drivhuset eller i en del af haven, hvor der er masser af sol og beskyttelse. Basilikum er desuden en etårig plante, hvilket vil sige, at den visner væk og dør efter et år. Rosmarinen har derimod ingen problemer med at stå ude om sommeren. Den kan dog ikke tåle vores vintre og skal opbevares frostfrit. Hvis du har den plantet i en krukke, er det forholdsvis nemt at tage den ind i en frostfri garage eller udestue. Graver du den op fra din have, kan du opbevare den vinteren over i en midlertidig plastik potte.

Mange forskellige slags

Man kan ikke andet end at blive revet med, når man ser en masse lækre, sprøde krydderurter i butikkerne og der er også mange at vælge imellem. Mynte er en af de helt store familier. Mynte har det med at bestøve hinanden på kryds og tværs og derved kan du få mange sjove former for mynte. En god ting at gøre ved mynte er at plante den i en krukke, da de både breder sig ved rodskud samt smider enormt mange frø, hvilket kan forårsage, at du har mynte piblende frem de sjoveste steder. Mynte kan i dag fås i mange varianter; den kendte pebermynte, den søde jordbær mynte, eller den marokkanske mynte, som bruges til mojitos. Ud over de mest kendte varianter, har vi også nogle mere specielle; citrus mynte, chokolade mynte m.fl.

Andre sjove og spændende krydderurter er der også, eksempelvis lakrids tagetis, solbær salvie, bronze fennikel. Nogle bliver store mens andre er krybende – alle får de en blomsterstand og er smukke at iagttage.

Man kan sagtens anvende krydderurter, både til nytte og pryd, og dermed mixe dem ind i dine staudebede. Krydderurter bruger mange kræfter på hele tiden at komme med ny vækst, når vi plukker af dem.  Derfor er det vigtig, at vi giver dem lidt at leve af, nemlig gødning. Anvend en ganske almindelig gødning i flydende eller fast form. Vi anbefaler osmo universal

Bladlus

Det kan ske at nogle af dine krydderurter kan få bladlus. Det bemærker du nok først ved at planterne ser lidt slatne eller triste ud. Ser du tættere efter, kan du typisk se nogle små lus, som sidder i klaser. Fortvivl dog ej, der er en meget skånsom måde, hvorpå du kan få lusene væk, nemlig med en insektsæbe.

 

Se vores store udvalg i krydderurter her

Har du lyst til at finde inspiration og se et par eksempler på krydderurtemix, så kan du se vores video her: