Vi danskere er glade for afskærmning, og vil gerne pakke vores huse lidt ind. Vi sætter pris på privatlivets fred, men vil stadig gerne have naturen ind, og der er hækken perfekt. Her i blogindlægget går vi mere i dybden med, hvilken hæk du skal vælge. Læs med og foretag det rette valg til netop dig.
Hvilke behov har du?
Inden du falder pladask for en specifik hæk, er det en god idé at overveje dine behov. Er du på jagt efter et klassisk look, som er nemt at vedligeholde, eller skal din hæk være en decideret forlængelse af haveplanterne med blomster? Når du ved, hvad du er mest til, er det også tid godt givet ud at læse op på den specifikke hæk. Det er ikke nok blot at sætte den op, og så regne med, at den passer sig selv. I tørre perioder skal der måske vandes ekstra, og så skal hækken selvfølgelig klippes. Ellers kan man godt blive upopulær hos naboerne.
Hække er generelt set hårdføre, hvis de får den rette start, men derfor har sol, vind og vejr stadig en del at sige. Nogle hække er som skabte til det uforudsigelige, danske vejr, mens andre kan have svært ved, eller endda finde det umuligt, at etablere sig, hvis der eksempelvis ofte er meget vind. Derudover er det også vigtigt at tage højde for, hvor meget sol og vand de kræver. Bliver du vild med en hæk, der ikke kan tåle for meget lys og sol, er det vigtigt at se på, hvor meget den vil få på din grund.
Det bedste du kan gøre, er ærligt at gøre op med dig selv, hvor meget du ønsker at passe hækken. Der kan være naturlige begrænsninger, som gør, at du ikke kan få den ønskede hæk, men det kan også koges ned til, at du blot ikke ønsker at passe den efter anvisningerne. Når du har gjort op med dig selv, hvad du ønsker, er der lidt flere ting af have i mente.
De mange forskellige valg
Der findes utroligt mange hækplanter, man kan vælge i mellem og det kan være svært, at finde det helt rette match. Der er dog masser af ting, man kan tage højde for i forhold til, hvad man gerne vil have ud af sin hæk. Hvis du eksempelvis ønsker en blomstrende hæk, skal du have god plads i haven, for de kan hurtigt fylde halvanden meter i bredden. Omvendt får du også rigtig meget ud af en blomstrende hæk, der kan pakke grunden flot ind i blomster. Samtidig vil det også bidrage til et rigt dyreliv med insekter og sommerfugle.
Hvis du er som mange andre danskere, har du sikkert også overvejet bøgehækken, som er den mest populære hækplante, vi har herhjemme sammen med ligusterhækken. Det er en vintergrøn, som skifter de grønne blade ud til efteråret med flotte, varme nuancer. Den beholder endda også de fleste af sine blade, der oftest først forsvinder til maj, når de grønne blade kommer frem igen. Ligusterhækken er også grøn året rundt, og den er desuden meget hurtigvoksende. Ønsker du ikke at vente for længe på, at din hæk vokser op, kan ligusterhækken derfor nemt være det rette valg. Den er også utroligt hårdfør, så det giver god mening, hvorfor danskerne er blevet så glade for den.
Er du overbevist om, at hækken skal være grøn året rundt, er det en stedsegrøn, du skal vælge. De beholder de grønne blade eller nåle året rundt, og så er fuglene glade for mange af dem, da de giver gode gemmesteder.
Både avnbøg, bøgehækken og ligusterhækken kan fås som barrodsplanter, der virkelig har vundet indpas hos danskerne de seneste par år. Barrodsplanter er blevet dyrket og opbevaret uden jord omkring rødderne, hvilket kan gøre dem mere modtagelige overfor udtørring. Til gengæld giver det også masser af fordele; de er billigere og nemmere at transportere grundet den lave vægt. Derudover skal man ikke grave så dybt ned, når de plantes og så er deres miljøaftryk ikke nært så stort, som ved andre hække.
Du kan også gøre som tusindvis af andre danskere, og købe en luksusfærdighæk. Det bliver virkelig ikke meget lettere, for præcis som navnet antyder, modtager du hækken klar til at plante. Her skal man ikke vente 5-7 år på, at hækken vokser ordentlig ud og op i højden, den er fuldt udvokset ved modtagelse. Hvert hækelement vejer under 20 kg, så man kan nemt selv montere den, og når først hækken er plantet, gælder det blot om at nyde den.
Vigtigt at huske
Når du først planter hæk, er den tørstig, og en nyplantet hæk skal have masser af vand. Planter du om foråret, kan det derfor være nødvendigt at holde meget opsyn med hækken over sommeren, hvis det bliver tørt. Med den rette vanding, sættes rødderne betydeligt hurtigere, og så falder behovet for vanding også. Når du skal plante ny hæk, er det også vigtigt, at du aldrig lader planterne ligge i det fri med ubeskyttede rødder. Hvis du ikke ønsker at være over hækken konstant, kan du med fordel kigge på et vandingssystem, som kan klare det praktiske arbejde for dig.
Nu er du klar til at vælge den hæk, der passer til netop din have og behov. Man kan plante hæk både om foråret og efteråret, men sidstnævnte er det mest optimale tidspunkt i forhold til vejret. Hvis du har brug for lidt ekstra vejledning til, hvordan du planter hæk, kan du læse vores vejledning til det her, eller se videoen med Henrik her.