En gang imellem trænger træer og buske til en mindre beskæring, så de kan forny sig og blive ved med at være flotte og blomstrende, og når vi snakker frugt, give større og bedre udbytte. Beskæring behøver ikke være nogen videnskab, med et par simple tips og tricks kan man komme meget langt.

Før du starter med at beskære, er det vigtigt, at du vasker eller spritter dine redskaber af, sådan så risikoen for spredning af svampesygdomme mindskes. Husk dog også at spritte af imellem beskæring på hvert træ. Det er eksempelvis en skam, hvis du har ét frugttræ med kræft og ved et uheld kommer til at sprede det til dine andre frugttræer. Skarpe redskaber er et must, både fordi de er langt behageligere at arbejde med og fordi de ikke flosser træets bark. Du kan finde det nædvendige udstyr her: Beskæresakse og Grensakse

Træer:

Når vi snakker træer, er der tre tips, vi anbefaler, at du følger:

  • Døde grene bør fjernes, da de reelt set ikke længere har en nytteværdi for træet.
  • Krydsende grene fjernes: Grenene skygger typisk for hinanden og gnubber sig sammen, så barken beskadiges og giver et lidt rodet udtryk. Derfor kan du fjerne dem ved at klippe dem af helt inde ved stammen, et skråsnit lige ved grenkraven (hvis kraven bliver klippet væk, kan træet ikke længere lukke såret sammen igen, hvilket vil udsætte træet for svampesmitte).

Beskær her:                              Hvis beskåret forkert:

          

  • Sidst kan du tynde ud, så dine træer får en luftigere krone. Herved kommer der lys til alle grene og ikke blot de yderste grene.

 

Da der her er snak om vinterbeskæring, skal det lige nævnes, at man ikke bør foretage beskæring om vinteren på alle planter.

Undgå derfor at beskære:

  • Medlemmer af stenfrugtfamilien (Prunus): Disse er kendetegnet ved, at de har en sten i frugten eksempelvis kirsebær, blommer osv.
  • Valnød, birk, ahorn og ægte tulipantræ (Liriodendron tulipifera): Disse træer er såkaldte ”blødere”, hvilket betyder at de tager lang tid om at hele og derved kan blive angrebet af svamp i en længere periode. Derfor bør disse træer beskæres om sommeren, mest optimalt i august, hvor luftfugtigheden er lavest.

 

Buske:

Når vi snakker buske, er det overordnet set bedst at fjerne hver tredje gren hvert tredje år, indtil busken efter det tredje år har fornyet sig helt. Man klipper simpelthen grenene i en 10 centimeters højde, hvorpå du dette år tager hver tredje gren – året efter igen 1/3 del, og det samme det sidste år. Resultatet er, at busken fornyer sig og har en bladfuld og sund vækst fra bund til top. Denne metode gør, at du ikke efterlader busken helt bar på én gang, men kun tager lidt af gangen.

Husk at har du spørgsmål, eller en plante som ikke falder ind under disse kategorier, er du altid velkommen til at skrive til os på mail eller i kommentarfeltet. Du kan også komme et smut forbi planteskolen, hvor vores gartnere står klar til at rådgive dig.