Efeu

Efeu planten er en stedsegrøn krybende dels klatrende plante som også kaldes Vedbend og dens latinske navn er Hedera Helix. Mange kommer fejlagtigt til at skrive Egeføj, som man udtaler det, men det staves Efeu. Navnet Efeu stammer fra Tyskland. Efeu er en meget anvendelig slyngplante som er stedsegrøn, derfor bruges den ofte som bunddække eller på husmure eller som hæk hvor den klatrer op af et trådnet eller hegn. Dens velkendte grønne 3-5 lappede og helrandede blade har tydelige bladnerver. De er flotte hele året rundt, også om vinteren.

    Vedbend som er det korrekte danske navn for det tyske navn Efeu, får flotte grønne blade og stænglernes bark er i det tidlige stadie næsten rødligt, senere vil barken blive mere grålig / brun.

    Hvornår og hvordan planter man efeu?

    Efeu kan plantes året rundt hvis du køber dem i potter. Vedbend – Efeu får nemt ved og kræver blot at du vander dem i tørre perioder de første år. Efeu er ikke krævende og kan plantes i almindelig havejord og har ikke de store krav til sol, de kan sagtens vokse i halvskygge og skygge.

    Efeu kan plantes som bunddække, hvor tæt du planter dem afhænger blandt andet af hvor tæt du ønsker det fra start. Vi anbefaler at du planter 7-9 planter pr. kvadratmeter, Efeu er nemme og skal nok vokse sig tæt forholdsvis hurtigt.

    Efeu kan også plantes op af hegn og lignende for at dække af, enten som hæk eller som afdækning. Vi anbefaler at plante 4 efeu planter pr. meter, hvis du vil bruge Efeu som hæk eller hegn.

    Hvor hurtigt vokser efeu?

    Efeu bliver ofte valgt fordi det netop er en plante der lystigt vokser og dækker vandrette og lodrette flader uden at det kræver en opbinding. De kan nemt vokse 30-50 cm om året, men det afhænger helt af forholdene. Vedbend (Efeu) stænglerne kan blive 20 - nogle gange 30 meter lange, og er praktisk hvis man vil afdække en høj husmur eller et gammelt træ. Efter 10 år er planten det man vil kalde fuldudvokset.

    Hvordan fjerner man efeu?

    Vedbend er en særdeles livskraftig plante, og du vil opleve at dens lange, rodagtige skudhurtigt vokser langs jorden og hen til steder, der måske ikke var hensigten. Her bør du hive i plantens skud, som derefter relativt let slipper de steder, hvor rødderne har fæstnet sig i jorden. Følge skuddene tilbage til hovedplanten og beskær dem dér, så kan du trække hele skuddet frit.

    Efeu vil ikke ødelægge husmur og træer, men vær dog opmærksom på, at plantens hæfterødder efterlader plantedele på mure og vægge, som er stort set umulige at fjerne igen, uden at beskadige murens overflade. 

    Hvornår beskæres efeu?

    Man sagde tidligere at det bedste tidspunkt var i det sene forår, men nu ved man, at vedbend faktisk bedst heler efter beskæring i juli-august. Drejer det sig om en fritvoksende og livskraftig efeu kan den dog sagtens klare, at du beskærer den på andre tidspunkter. Brug en almindelig beskæresaks tæt ved stammen, og hiv derfra rankerne til dig. 

    Vedbend bør beskæres ofte, da den vokser meget hurtigt og dermed mister sin form. Vokser den op ad en mur, så start med at trække hængende skud ned, for at holde tykkelsen på bevoksningen nede. Rankerne er ganske dekorative, og du kan med fordel bruge dem til pynt.

    Vedbend – Hedera – Efeu

    Som du har kunne læse så kaldes Vedbend flere ting her hjemme i Danmark. Det mest udbredte er dog det danske Vedbend og det Tyske Efeu.

    En af de mere populære Hedera typer er den storbladet Efeu – Hedera Hibernica

    Ønsker du en Efeu med brogede blade – grønne blade med hvide aftegninger – så er Hedera Helix ’Koldinghus’ et godt valg.

    Er Efeu giftig?

    Hedera (Efeu) er giftig og giften findes i hele planten, men mest i bærrene. Dog skal du ikke være bange for at børn vil spise mange af bærrene da de smager meget bittert. Hvis man forgiftes af planten vil man opleve symptomer som, tørst – opkast – kvalme – diarré. Kontakt læge eller dyrlæge hvis mennesker eller dyr skulle have symptomer på forgiftning. Tag gerne en snak med dine børn om at ikke alt i naturen kan spises og røres ved uden følger.