Pieris
Pieris er en eftertragtet plante i mange haver. En nem plante der står smukt i foråret med farverige bladskud og sammen med deres klokkeformede blomster er de en fryd for øjet. At de er stedsegrønne og beholder bladene hele året er kun med til at forlænge glæden. Pieris er i samme familie som lyng hvilket du måske kan se når du sammenligner blomsterne. Pieris er ligesom Rododendron en surbundsplante, så her er der mange ligheder når det kommer til plantning af Pieris. Hvis du vil vide mere om Pieris, kan du læse mere i bunden af siden.
Pieris
Pieris er en stedsegrøn surbundsplante, med form som busk og i nogle tilfælde små træer. De opnår typisk en højde på 2 meter og har en bred vækst. Der findes ca. 8 arter der vokser naturligt på den nordlige halvkugle.
Busken er kendetegnet ved de aflange blade som sidder tæt på grene. Bladene får i udspring flotte dekorative farver, typisk rustrød. Samtidig kommer flotte lynglignende blomster i marts og maj, der oftest er hvide. Blomsterne er klokkeformede og sidder i 12 cm lange rækker hvor de hænger nedad og nikker fint i vinden. Kombinationen gør Pieris til et godt valg når du mangler beplantning mellem rododendronbuske og andre surbundsplanter. Da busken er stedsegrøn, og derfor beholder sine blade hele året, er den også god sammen med løvfældende Azalea som taber bladene om vinteren.
Pieris er også særlig egnet til mindre haver da der findes mere kompakte sorter som ikke bliver så store.
Pieris japonica
Pieris japonica stammer fra Japan og kaldes derfor af nogen også for Japansk Pieris
Pieris er i familie med lyng
Pieris er en del af Ericaceae familien som består af flere arter af blomstrende buske. Derfor er den tæt beslægtet med lyng som også nyder godt af en sur jord. Der findes flere forskellige og spændende sorter af Pieris.
Blandt de mange sorter findes der:
Pieris ‘Forest flame’
Pieris ‘Forest flame’ får i forårets udspring flotte lys røde blade, som langsomt graduerer til pink, creme farvet og så grøn. En smuk kontrast til de hvide klokkeformede blomster.
Pieris japonica ’Mountain fire’
Pieris Japonica ’Mountain fire’ er en mellemhøj busk der bliver omkring 1-1,5 m høj. Ny væksten bliver rødbrun og senere bliver de grønne. De hvide blomster som kommer i april maj, er super smukke sammen med de røde blade.
Er Pieris en surbundsplante?
Ja, Pieris er en surbundsplante og vil gerne plantes i en kalkfattig jord – så Pieris kan plantes sammen med dine Rododendron og Hortensia som også vokser i surbunds spagnum. Pieris bør vandes med regnvand (kalkfrit vand) og gød kun med gødninger til surbundsplanter – som svovlsur kali og svovlsur ammoniak.
Hvordan planter jeg Pieris?
Det er bedst at finde en placering hvor der er halvskygge til Pieris busken. Det er en fuldt hårdfør og taknemlig plante, men placer den gerne et sted hvor den står lidt beskyttet af andre træer eller buske, brug den eksempelvis som mellemplantning i rododendronbedet. Placer den dog ikke i fuld skygge da der skal sol til for optimal blomstring. Plantning og pasning er den samme som ved Rododendron – special surbundsgødning og ingen udtørring.
Pieris i krukker
Pieris fungerer også godt i krukker, hvis du planter efterårskrukkerne med Pieris, så kan du have glæde af de stedsegrønne planter hele vinteren. Vælg en stor krukke og lav et dræn i bunden med Leca og hul i bunden for at sikre at overskydende vand kan rende fra. Husk at planter i krukker skal vandes oftere, Pieris vil helst ikke udtørre. Gød også gerne, så kan Pieris nemt leve i krukker i en del år.
Pieris kræver ikke beskæring
Du behøver ikke beskære din Pieris busk, men da det er en busk der gror godt, kan det blive nødvendigt med beskæring, du kan sagtens skære den hårdt tilbage hvis der er behov for det. Det bedste tidspunkt for beskæring er i det tidlige forår, det kan dog gå ud over årets blomstring.