Kastanjetræ

Mangler du stemning eller liv i haven, så er kastanjetræet det rette valg. Med deres store, frodige blade, smukke blomstring og velkendte kastanjer har kastanjetræet en helt særlig plads i mange haver. Om foråret glæder det med sin flotte blomstring, om sommeren giver det skygge og ro, og om efteråret inviterer det til hyggelige stunder, når kastanjerne falder til jorden og kan samles. Kastanjetræer passer perfekt til dig, der ønsker et træ med karakter, historie og masser af charme.

Kastanjetræer er et populært valg både i private haver og offentlige arealer. De benyttes især som solitært træ, hvor det kan få plads til at udvikle sin naturlige form. Med deres store blade bidrager kastanjetræer med tæt løv og god skygge i sommerhalvåret. Samtidig er de med til at give haven et levende udtryk gennem hele sæsonen, helt fra forårets løvspring til efterårets faldende blade.

Kendetegn ved kastanjetræer

Kastanjetræer er ofte kendetegnet ved deres store blade og runde, blanke nødder, som udvikles i piggede kapsler. Træerne er løvfældende, og bladene udvikler sig gennem sæsonen med grønlige farver i foråret og flotte efterårsfarver i efteråret. Inden for kastanjetræer findes der mange forskellige sorter. Den mest almindelige er hestekastanjen (Aesculus hippocastanum), hvilket ikke betegnes som en spisekastanje. Det er netop disse kastanjer, mange kender fra barndommen, hvor de bruges til at lave kastanjedyr med tændstikker i efteråret. Hvis man derimod ønsker at spise kastanjerne, skal man gå efter ægte kastanjetræer (Castanea sativa). Flere kastanjetræer har desuden en flot blomstring i foråret, som er både dekorativ og stemningsskabende i haven. Læs mere om de forskellige arter og find en opskrift på ristede kastanjer fra det ægte kastanjetræ her.

 

Sådan planter du kastanjetræer

Kastanjetræer, der kommer i potter, kan plantes hele året, så længe jorden ikke er frossen, men plantes gerne om efteråret, hvor jorden er lun og stadig våd. De trives bedst med en placering i sol eller halvskygge og gerne et sted, der ikke er alt for vindudsat. De fleste kastanjetræer er selvbestøvende, men det kan være en fordel at placere andre sorter i nærheden, især hvis det er en spisekastanje, man ønsker at plante. Kastanjetræer trives bedst i almindelig, næringsrig havejord med god dræning. Når træet skal plantes, skal hullet til træet gerne være en halv gang så stort som potten. Træet plantes i samme højde som jordoverfladen og vandes godt med masser af vand. Du kan finde en vejledning til plantning af træer her.

 

Sådan passer og plejer du kastanjetræer

Kastanjetræer kræver generelt minimal pleje, når det er blevet etableret i haven. Ved at pleje træet grundigt og give det regelmæssigt vand og næringsrig kompost i træets første par leveår, sikrer man sig et veletableret og modstandsdygtigt træ.

 

Sådan beskærer du kastanjetræer

Hvis du ønsker at opretholde en bestemt form på sit kastanjetræ, kan du beskære træet. For hestekastanjer kan dette ske mellem juli og september. Her bør det dog undgås med spisekastanjer, da det er her, de bærer frugter. At beskære kastanjetræer indebærer at fjerne døde grene i træets midte for at forbedre luftcirkulationen og lyseksponeringen fra træets midte. Det vil få stammen og bladene på kronen til at stå endnu bedre. Når man beskærer, er det vigtigt at skære grenen helt tæt ved grenkraven, da man på den måde bedst undgår råd og svamp. Du kan læse mere om beskæring af træer her.

 

Ofte stillede spørgsmål:

Hvor stort bliver et kastanjetræ?

Kastanjetræer bliver store og markante træer og kan typisk nå en højde på 15–20 meter, når de er fuldt udvoksede. Kronen bliver samtidig bred, hvilket betyder, at træet kræver god plads omkring sig. Den endelige størrelse afhænger af sorten, voksestedet og de forhold, træet får i haven.

 

Hvor hurtigt vokser et kastanjetræ?

Kastanjetræer regnes som middelvoksende træer. Det betyder, at de vokser støt år for år uden at være blandt de hurtigst voksende træer. Med de rette vækstbetingelser herunder god jord, vand og plads vil kastanjetræet relativt hurtigt få en tydelig størrelse og form.

 

Hvornår blomstrer kastanjetræer?

De fleste kastanjetræer blomstrer i foråret, typisk fra maj måned. Især hestekastanjen er kendt for sine store, oprette blomsterstande, som er meget dekorative og lette at få øje på. Blomstringen varer ofte flere uger og er med til at give haven et smukt og levende udtryk tidligt på sæsonen.

 

Indlæser...