Hvilken bunddække skal jeg vælge?

En bunddækkende plante kan bruges til mange ting. Først og fremmest så er de fantastisk gode til at forebygge mod ukrudt, da deres tætte vækst blokerer for lyset, så ukrudtsfrø ikke kan spire. Desuden er de flotte med deres tætte tæppelignende vækst, der både kan være løvfældende, med mange blomster, eller stedsegrønne. Bunddække planter kan plantes på en skråning, og være med til at holde på jorden så det ikke skrider. Bunddække planter tiltrækker mange nyttedyr, der er en gave til din have.

Det er dog værd at fremhæve, at der er stor forskel på bunddække. Nogle vokser mere aggressivt, såsom efeu (Hedera), mens andre er mere moderat og dermed velegnet til at placere i dit staudebed, imellem buske, eller som forgrund i dit surbundsbed. 

Hvordan planter man bunddække?

For at opnå en hurtig bunddækkende effekt, er det vigtigt at plante tæt. Jo større afstand mellem planterne, des flere år skal du lægge til dit lugearbejde !!
Det er vigtigt at din jord er renset for alt ukrudt. Især det flerårige ukrudt, såsom senegræs og skvalderkål.

Inden plantningen:

  • Sæt planten med potte i en spand vand i ca 15. min. Potteklumpen skal være gennemvædet.
  • Grav et godt stort hul hvor jorden løsnes. Ibland Komposteret Kojord svarende til 1/3 af plantehullet.
  • Fjern plastpotten.
  • Sæt planten i plantehullet i samme dybde som den er i potten.
  • Tryk let til.
  • Vand godt.

Efter plantningen:

  • Vand rigeligt de første 2-3 uger efter plantningen.
  • Husk efterfølgende at vande i tørre perioder i planterns etableringsfase dvs. de første 2 år.
  • Lug for ukrudt

Undgå ukrudt i nyplantning:

Hvis du bruger plantemåtter når du planter, så giver du planterne en bedre start da de ikke skal konkurrere mod ukrudt. Måtterne minimerer lugearbejdet i bedet ved at holde ukrudtet væk indtil bunddække planterne selv er vokset sig store nok til at dække jordoverfladen. Samtidig minimerer de vandfordampningen og du sparer ca. 40% på vandregningen. Måtten nebrydes helt naturligt da den er lavet af kokos.