Vejledning hæk
Vejledning hæk
Hvornår planter man hæk?
Hækplanter og læplanter kan plantes både om foråret og efteråret. Fra midt oktober og faktisk helt indtil frosten falder, er den optimale periode at plante sine løvfældende hækplanter om efteråret. Om foråret kan du faktisk plante alle hækplanter, så snart frosten er helt væk og jorden er til at grave i. Men lige meget hvilken hæk du har, er her dog nogle ting du skal huske at gøre inden plantning af hækken:
Barrodsplanter skal plantes umiddelbart efter modtagelsen og SKAL opbevares mørkt og køligt i den lukkede sæk og holdes let fugtige deri, indtil de plantes.
Se med her hvis du leder specifikt efter hvordan man planter og passer en ligusterhæk
Forberedelse af jorden før plantning af hæk -og læplanter
• Løsn jorden med en spade. En god huskeregel er, at jorden skal løsnes både i en spadestiks dybde og en spades bredde.
• Overstående metode er tilstrækkelig hvis du har købt barrodsplanter, eller 'Luksus Hæk' men har du købt dine hækplanter i potter, eller som 'Færdig Hæk' så skal du grave lidt mere i dybden, samt ud til en halv meter i bredden.
• Brug aldrig pælebor!. Bræk ikke jorden op til en smal rende med spade, da jorden vil forblive for hård på siderne- og dette hindrer normal rodudvikling.
• Ved plantning graves en god rende med en fast lodret side, som planterne kan hvile op ad indtil renden dækkes.
• Ved plantning af alle hækplanter, inkl. bøg, kan kojord som jordforbedring også være meget fordelagtig for væksten, man bør bruge max. ca. 40l. komposteret kogødning pr. ca. 20 stk. planter, som iblandes jorden fra den opgravede rende. Brug ikke ren kompost eller møg fra husdyr eller lignende at plante i, eller iblandet jorden i planterenden!
• Til mange planter, og især de træagtige bøg, er Osmo Planteaktivator fantastisk at tilsætte. Det er nyttesvampe (mychorrhiza baseret pulver), der aktiverer rødderne yderligere. 5 kg. rækker til 50-100 meter hæk. Osmo Planteaktivator er godt til alle planter. Bøg er dog den hækplante, der er mest vanskelig at få til at gro. Den kan faktisk kun gro godt, hvor den før har groet. På udsatte steder kan der med fordel også opsættes læ net i starten af væksten.
Hvordan sætter man hæk?
• Hækken skal nu placeres i randen.
• Er der tale om en potteplante, så husk at fjern de øverste 2 cm muld.
• Lige meget om det er en hækplante i potte eller barrods hækplante så skal de begge stå så rodkanten står i samme højde som jordoverfladen.
• Fordel planterne i renden så planteantallet passer. Fyld renden 1/2 til 3/4 op med jord, vand godt til, fyld det sidste jord omkring og ret planterne op.
• Når hækplanterne er plantet, så brug forsigtigt fødderne til at træde jorden til ved planternes rødder.
• Riv jorden så der er et lille fald ind mod planterne, så vandet trækker ned til rødderne når man vander eller det regner.
• Når alt er færdigt, skal du vande hækbedet igennem, så knolde og lufthuller i jorden pakkes sammen omkring planternes rødder.
Hvilken gødning til hæk?
• Du skal ikke gøde dine hækplanter under eller lige efter plantning. Vent til de nye rødder har kunnet udvikle sig nok, til at udnytte næringen.
• Efter 6-12 uger gødes første gang med den ønskede gødning, men ikke efter 1. august.
Leder du efter bøgehæk, og mere information omkring plantning og pasning af bøgehæk
Vanding af hækplanter
• Vand hvor du har løsnet jorden. En tommelfingerregel siger 30 liter vand pr m2.
• Hvis du har købt potteplanter, så gennemvand også potterne.
• Hvis du har plantet pottede hækplanter, eller Færdighæk eller Luksus Hæk, så vær opmærksom på at de skal have meget vand de først 3 uger efter plantning. Husk derfor endelig at holde jorden omkring fugtigt. Hvis du ikke har tiden eller overskuddet til det, så kan du vælge at lægge en siveslange.
• Regelmæssig vanding i tørre perioder er nødvendigt - specielt de første år. Man kan med fordel benytte en siveslange. Påregn ca 2 gange ugentligt at vande, såfremt der er underskud af nedbør, og især lige i skud-fasen, hvor planternes nye skud gror hurtigt.
Se vores vejledningsvideoer her:
Efter plantning af hæk:
• Brug kun bark ved nyetablerede beplantninger, når de er vokset ½ sæson, ikke flis, da det i mange tilfælde afgiver syrer, som kan være direkte væksthæmmende. HUSK at give ekstra kvælstof i formuldningsprocessen.
• De første år efter plantningen, er det vigtigt at holde hækken klippet godt ind i siderne, så den hurtigt får en højde. Frosten sørger i reglen for at beskære toppen.
• Visse hæktyper tåler kraftig tilbageskæring, Potentilla, Hypericum og lave Spirea typer bliver tætte fra bunden, ved at blive skåret helt tilbage hvert eller hvert andet år i januar - marts.
Planter man uklippet hæk: Vedligeholdelsesbeskæring foretages årligt eller hvert andet år ved at fjerne den ældste del af grenene i busken (1/3 af buskens tykkeste grene) Således holdes busken forynget og vil komme til at fremstå tættere og mere vital, end hvis der ikke beskæres)
• Hold rent om planterne, minimum 20 cm på hver side af hækken.
Vejledning til hæk
Når man planter hæk, skaber man ikke blot en grøn ramme omkring haven, men også en levende del af helheden. Hækken giver form, ro og afskærmning, samtidig med at den over tid udvikler sig til et tæt og harmonisk element i haven. Uanset om du vælger bøgehæk, liguster, færdighæk eller en helt anden mulighed, er det afgørende, at planterne får en god start. Det er nemlig her der lægges fundamentet for en hæk, der trives frem for én, der må kæmpe for at etablere sig.
Efteråret og forår er de ideelle plantetidspunkter. I efteråret er jorden stadig lun, men fugtig, og planterne får ro til at danne et stærkt rodnet, inden væksten går i gang om foråret. Barrodsplanter bør altid sættes i jorden netop i denne periode. Hæk i potte og færdighække kan derimod plantes det meste af året, så længe jorden ikke er frossen eller vandmættet. I forårsperioden er jorden ved at varme op og der er masser af solskin i vente, hvorfor det også er et godt tidspunkt for plantning af hæk, så planterne får god tid til at etablere sig.


Sådan forbereder du jorden inden plantning
Det er vigtigt, at planterne har et godt dræn, så fødderne ikke konstant står i vand. Du kan teste for godt dræn, inden du planter. Grav et hul på godt 70-80 cm og fyld 10 liter vand i hullet. Hold øje med, hvor længe det tager, før vandet er trukket væk. Det skal være væk indenfor en halv til en hel time. Når du er sikret, at din jord har godt dræn, kan du forberede jorden til, at hækplanterne skal i.
- Start med at måle op og markér rækken, hvor hækken skal stå. Brug gerne en snor, så linjen bliver lige
- Grav derefter en rende, der cirka har to spadestiks dybde og bredde
- Jorden i bunden af renden skal løsnes godt, så rødderne ikke møder modstand og vandet kan trænge væk
Brug aldrig pælebor, da jorden vil forblive hård på siderne, hvilket vil hindre normal rodudvikling. Det kan desuden også gøre det sværere for vandet at trække væk.
Sådan planter du hæk
- Sørg for, at planterne står i samme dybde, som de har stået i på planteskolen; det vil sige med rodkanten i niveau med jordoverfladen
- Er jorden tør ved plantning, er det en god idé at vande renden lidt, før du planter. Det gør det nemmere at arbejde med og sikrer, at fugten bliver i rodzonen
- Brug planteaktivator på rødderne, for at hjælpe med at fremme planternes vækst
- Når planterne er sat i jorden, trampes jorden forsigtigt til
- Slut af med at lægge en drypslange ud, så planterne får nok vand
Sådan passer du din hæk
Når hækken er plantet, gælder det om at give den de bedste betingelser for at trives, så du kan nyde din flotte indramning af haven år efter år. For at give hækken de bedste betingelser skal du gøde i vækstsæsonen. Den første klipning afhænger af hæktypen, men generelt bør man lade hækken vokse til, før man begynder at forme den. Når du klipper, er det vigtigt at give hækken en svag kegleform, hvor den er bredest i bunden, så lys og luft kan nå alle grene. Det forhindrer, at hækken bliver bar forneden med tiden.
En nyplantet hæk kræver tålmodighed. Den skal have tid til at finde sig til rette og danne de rødder, der gør den stærk og modstandsdygtig. Pas derfor på med at gøde for kraftigt i den første tid, da for meget næring kan presse planten til hurtig topvækst, som ikke kan understøttes af rodsystemet. Og husk, at selv den stærkeste hæk skal hjælpes godt i gang med jævnlig vanding, især det første år.
Vent gerne med at dækken jorden under hækken til med flis, indtil planten er godt etableret. Flisen afgiver syre, der kan være hård ved plantens rødder og i værste fald går det udover væksten. Hvis din hæk bliver ramt af skadedyr eller sygdomme, er der også gode råd at hente. Læs vores oversigt over plantesygdomme i hækplanter her.


Vil du vide mere?
Hos Jespers Planteskole vil vi gerne hjælpe med at gøre din beslutnings- og planteproces nemmere. Derfor har vi en masse læsestof, så du kan tage den helt rette beslutning. Hvis du stadig overvejer, hvilken hæk du skal have, kan vi forhåbentlig hjælpe dig godt på med vores blogindlæg. Du kan både læse om, hvilken hæk du skal vælge her, og du kan også få et forslag til en anderledes hæk her.