Skyggeplanter

Her finder du skyggeplanter til haven. Vi har samlet planter på tværs af alle kategorier, så her vil du kunne finde stauder, buske og træer i én samlet kategori, men alle med den fællesnævner at de kan tåle en placering hvor der er mere skygge end andre steder i haven. Skygge kan være mange ting, lige fra den flimrende skygge, under letløvede træer til den tunge skygge, som kommer fra store bygninger. Læs mere om skygge længere nede på siden.

Skyggeplanter:

Når man har en placering i haven hvor der er store træer eller en stor bygning der skygger for solen, behøver det ikke at betyde at der ikke kan plantes. Så inden du begynder at fælde alle de flotte og gamle træer, som ikke nemt kan erstattes igen, så læs med her.

Skygge er sjældent så simpelt, som når vi skriver ’sol’, ’halvskygge’ eller ’skygge’, der findes forskellige slags skygger. Er det en flimrende skygge fra store letløvede træer, som også suger næsten alt tilgængelig vand til sig eller er det ’blot’ skyggen på nordsiden af planteværket eller bygningen, hvor planterne ikke behøver at være tørketålende? Dette er vigtigt at undersøge nærmere inden der vælges planter.

Heldigvis er udvalget af planter til skyggefulde bede både stort og spændende. Planter til den skyggefulde have er ofte lidt mindre farvestrålende end dem til den solrige have, til gengæld finder du mange spændende bladfarver og -former, som om efteråret kan byde ind med flotte høstfarver. Der findes også stedsegrønne planter i dette udvalg og de kan være med til at skabe liv i haven også om vinteren.

Skygge og tør jord:

Har du førhen haft udfordringer med at få planterne til at gro i skyggen, så kan det sagtens være pga. mangel på vand og ikke nødvendigvis kun pga. skyggen. Under store træer og buske eller ved tagudhæng kan man se disse forhold, hvor vandet har svært ved at nå planterne. Enten suger træet eller busken alt vandet til sig og ellers render vandet i tagrenden. Hvor tørt der er under et træ afhænger af kronens tæthed og hvilket rodsystem det har. Nogle træer har så let en krone at noget af vandet kan trænge igennem og ramme jorden. Hvis rodsystemet er mere dybdegående med færre rødder i overfladen, ja så efterlader det et bedre forhold, med mere vand til planter der plantes under træet. 

Forbedr jorden:

Er jorden tæt af rødder og svær at grave i kan du forbedre jorden ved at lægge et 10-15 cm tykt lag kompost, bladmuld eller jordforbedring (ikke surbund). Det giver bedre fugtighedsforhold og du behøver ikke grave plantehullerne så dybt. Husk dog på at det ikke er godt at lægge et tykkere lag jord på end dette, da det vil forvirre mange træer, med så store ændringer i jordforholdene.

Bede under nye og gamle træer:

Måske har du set frugttræer stå i fine rækker i gamle haver omgivet af græsplæne. Men da græs er en vandgrådig plante, kan det være problematisk. Derfor anbefales det at man holder et felt fri under nyplantede træer på ca. 1 m2 de første år. Græsklippere kan også nemt skade barken hvis der skal klippes græs helt ind til stammen. Du kan lægge ukrudtsdug ud under træet og evt. kamuflere det med barkflis. Senere kan du plante bunddækkende stauder, som en fodpose om træet, så græsset stadig ikke skal klippes tæt ind til træet. Bedet kan have form som en cirkel eller et kvadrat, men har du flere træer stående på række kan du også lavet et langt bånd under dem, som samler dem og giver et alléagtigt præg. Hvilke planter du vælger er op til dig og forholdene.

Bedet mod nord:

En placering med skygge ved plankeværker og mure behøver ikke også at være tørre, som under træer og buske. Her kan der nemlig være rigelig med fugt, da sådanne konstruktioner ikke suger vandet til sig. Dette giver lidt flere muligheder og en mur eller et hegn kan også udnyttes til skyggetålende slyngplanter. Hvis du derimod har en hæk som baggrund, kan det være en god idé at efterlade en halv meter ved hækken og rykke bedet lidt ud, det gør at hækken er nemmere at klippe og du kommer lidt væk fra dens rodsystem. Det er ret nemt at konstatere om jorden er normal fugtig, du graver blot et hul og sammenligner med jorden ude i haven.

Når du har undersøgt forholdene der hvor du ønsker at plante, gælder det blot om at udvælge netop de planter, som du ønsker i dit bed. I beskrivelsen på hver plante kan du se hvilke behov den har brug for.  

Planterne som er i denne kategori, er udvalgt efter kriteriet at de kan tåle at stå i skygge, dette betyder dog ikke at de ikke også kan tåle andre placeringer. Du vil derfor kunne opleve at nogle planter både kan stå i skygge og i sol.

Indlæser...