Kaprifolie
Du kender helt sikkert kaprifoliens dejlige hypnotiserende duft – duften af barndom og sommer. Ud over dens skønne søde duft, er kaprifolien en ganske smuk og elegant plante. Blomsterne fås fra hvide til lysegule/orange til røde/pink. De fås også i tofarvede nuancer, som skaber en helt eksotisk stemning. Kaprifolie sætter også smukke røde bær. Udover disse skønne kvaliteter er kaprifolien også en meget nem plante at dyrke. Læs mere nederst på siden.Kaprifolie/Lonicera caprifolium
Lader du kaprifolien vokse vildt, vil den blive et tæt krat med filtrede slyngende stængler. Kaprifolien ynder både at slynge sig i andre planter og opad pergolaer, vægge, plankeværk og espalier. Nogle kaprifolier er stedsegrønne mens andre smider deres blade om vinteren.
Kaprifolier bliver 2 – 5 meter høje og en opbinding er ofte nødvendig. Pasning, vanding og gødning af kaprifolie er som med de andre slyngplanter. Læs vejledningen her. Vær opmærksom på at hele planten er giftig.
Kaprifolie som pryd på vægge og plankeværker
Når du gerne vil have kaprifolien op af en lige overflade, som en væg, plankeværk eller stakit, er opbinding nødvendig, så kaprifolien har noget at holde fast i. Bind gerne op indtil din ønskede højde, hvorpå kaprifolien vil vokse udover og falde ned som et vandfald med sin overdådige blomstring.
Kaprifolie i pergola og stolper
Ønsker du et romantisk udtryk i din have? Så er pergola den rigtige løsning – her kræves der ingen opbinding, da overfladen ikke er flad men rund, hvorpå planten selv vil kunne vikle sine stængler rundt om stolperne.
Kaprifolie og andre planter
Kaprifolie elsker at vokse sammen med andre planter, og den gør sig godt æstetisk sammen med buske og andre slyngplanter. Prøv engang at forestille dig en kaprifolie voksende i en af dine buske eller op af et træ. Kaprifoliens spændende og anderledes blomster kan også skabe en yndefuld kontrast til klematisens åbne blomster. Eller en smuk hvid slyngrose sammen med den pink/hvide kaprifolie. Mulighederne er mange.
Beskæring af kaprifolie
Beskæringen er lidt op til dig selv, men beskæring sikre sundere planter og en bedre blomstring. Tynd derfor 1/3 del ud af plantens vækst hvert forår, hvor de valgte hovedgrene klippes helt tilbage til basis. Husk at fjerne alt afklippet materiale, så der ikke forekommer råd og svampe i de afskårne dele.