Vandgran

Vandgranen, Metasequoia glyptostroboides, er et smukt træ, der skiller sig ud med sine bløde, blågrønne nåle og flotte kegleform. Vandgranens nåle er bløde, og farverne gennemgår en imponerende forvandling i løbet af sæsonen. Om foråret stråler de i en frisk lysegrøn farve, der hen over sommeren ændrer sig til dybere, mørkegrønne nuancer. Når efteråret melder sig, pryder træet sig med et fantastisk løv i varme efterårsfarver. Som et af de få nåletræer, så er vandgranen løvfældende. Vandgranen har en fascinerende historie – man troede længe, det var uddødt, da det kun var kendt fra 150 millioner år gamle fossiler. Men i 1941 blev det genopdaget i Kina, og siden da har det prydet botaniske haver verden over. Siden 1948 har træet også fundet sin plads i Danmark.

Træet trives bedst i almindelig havejord, der er veldrænet, og kan trives både i sol og halvskygge. Det er meget robust og passer derfor godt til det danske klima.
Vandgran er velegnet både til haver og større parker.  Vandgran er et hurtigtvoksende nåletræ, der vokser 25-50 cm om året og kan blive op til 30 meter højt, hvis forholdene er gode. Træet står flot og lige, og det har både dybe rødder og et fladt netværk af fine rødder tæt på overfladen. Det kan få flotte og dekorative kogler, men i Danmark sker det sjældent – og kun på gamle træer. Hvis du gerne vil have en stor og flot vandgran i din have, skal du sørge for, at der er god plads. Træet kræver både højde og bredde for at kunne udvikle en flot, ensartet krone, da grenene vokser vandret ud fra stammen.

Indlæser...