Symptomer

Blodlus, Eriosoma lanigerum, lever af træernes saft, som de suger fra små revner i barken og fra træets vækstpunkter. Først hen i sommermånederne kravler lusene ud på de nye skud. Lusenes sukkerstoffer lander på bladene, som bliver klistrede og ofte angribes af solskimmel. Når man maser kolonier med blodlus, får man røde fingre - deraf navnet. Det er forholdsvis nemt at diagnosticere et angreb af blodlus.

Livscyklus

Blodlus angriber æbletræer, kvæde, pæretræer, japansk kvæde, dværgmispel og røn. Lusene overvintrer i sprækker, under bark og på træets rødder. Fra slutningen af marts bliver de aktive og danner hurtigt det beskyttende voks-uldlag. Hen ad sommeren udvikles flyvende hunner, men spredningen sker ofte ved, at nymfer blæser med vinden og lander på nabotræet. I planteskolerne er angrebet ofte lokalt blandt få træer.

Symptomer

Natsværmeren med det latinske navn Thaumetopoea processionea, er hjemmehørende i Europa. Laverne lever især i store flokke og æder egetræets blade. Stilkeg, Quercus robur, er dens favoritvært. Dog er der også observeret angreb på både vintereg og rødeg.

Livscyklus

De voksne natsværmere forpuppes i juni - juli måned og lever blot få dage. Efter befrugtning lægger hunnen sine æg i barken på træets sydside. Her ligger æggene i omkring syv måneder. April - maj klækkes æggene og larven gennemlever seks stadier. Det er i de sidste tre stadier, at larven har brandhår. Den fuldt udvoksede er 3-4 cam lang, og efter 3-5 ugers larvestadier er egeprocessionsspinderens cyklus fuldført.

Symptomer

Her kan man både se det på bladene eller på de små biller, som trods deres store skade, faktisk er rigtig flotte. Ellebladbillen (Agelastica alni) lever i flok og skeletterer blade, først overfladisk men senere fremstår der store huller. Billerne kan nemt krible rundt på bladene og er med den skinnende, blå farve ret nemme at spotte. I voksen størrelse kan de blive 5-6 mm.

Livscyklus

De voksne biller overvintrer i dvale. Når foråret kommer, bliver de aktive igen, parrer sig og begynder at lægge deres karakteristiske orange æg i små hobe på de nyudsprungne elleblade. Hver hun kan lægge omkring 60–70 æg. Efter cirka to uger klækker æggene, og de små larver går straks i gang med at gnave i bladenes overflade. I starten ses det som såkaldt vinduesgnav, hvor kun det yderste lag af bladet er ædt. Efterhånden som larverne vokser, bliver skaderne mere tydelige, og de begynder at gnave huller og æde på begge sider af bladene. Larvestadiet varer omkring tre uger. Når larverne er fuldt udviklede, slipper de bladene og lader sig falde til jorden, hvor de forpupper sig lige under jordoverfladen. Efter yderligere 1–2 uger kommer de voksne biller frem. De voksne biller begynder straks at æde af bladene og fortsætter med det hen over sommeren og ind i efteråret. Overvintringen sker igen som voksen bille.

Symptomer

På bladene ses symptomerne i misfarvninger og tidligt løvfald. På selve træet kan de ses på dybe sprækker i barken eller grenene, hvorfra der flyder slimflåd. Med tiden nedsættes træets vitalitet og barkdød vil forekomme. Barkdøden vil først forekomme som plamager af sorte pletter, der med tiden vil vokse og sprede sig til flere dele af træet.

Livscyklus

Sygdommen rammer flere arter af hestekastanjer, men er mest udbredt i Aesculus hippocastanum, som desuden også er værtsplanten. Det er en bakterie, som spredes via både vand, luft og beskæring, og den er observeret mange steder i Europa op igennem 2000'erne. Sygdommen er også udbredt i Danmark.

Ældre træer kan godt leve i mange år med sygdommen, men slutresultatet er det samme og træet vil med tiden dø. Der er derfor også smittefare ved at lade et inficeret træ stå i haven.

Symptomer

Honningsvamp, armillaria mellea, lever skjult inde i træets stamme og er derfor ofte svær at opdage i de tidlige stadier. Først når angrebet er mere fremskredent, kan man finde det karakteristiske net af sorte rhizomorfer lige under barken. I praksis er det dog oftest først, når svampen danner frugtlegemer, at angrebet kan bestemmes med sikkerhed. Frugtlegemerne fremstår som tætte knipper af honninggule svampe med lange stokke, en tydelig, lys stokring og en glat, cylindrisk stok uden mørke skæl. Honningsvamp ses typisk på løvtræer og vokser ofte på eller omkring gamle stubbe eller ved basis af svækkede og døende træer.

Livscyklus

Svampens frugtlegeme kan findes i klynger ved foden af træet i efterårsmånederne. Svampen kan brede sig over meget store arealer ved at danne et mycelium i jorden. Ægte honningsvamp findes ofte i ældre løvskove og er en meget aggressiv svamp. Den kan gå i angreb på helt sunde træer og i værste fald slå dem ihjel. Det sker, fordi svampen vokser ind i det lag under barken, hvor træet danner nyt væv, og når det lag dør, kan træet ikke længere overleve.

Svampen kan også brede sig i rødderne. Når det sker, bliver træet svækket og står dårligere fast i jorden, så det lettere kan vælte eller gå ud over tid.

Symptomer

Navngivet efter sine symptomer, ildsot gør en forfærdelig skade på den angrebne plantes udseende og knopper, blomster og blade ser ud som efter en brand. Den farver plantedelene sorte og barken bliver både udtørret og sprækker. De nye skud bliver desuden krogbøjede, og med tiden vil der komme slimlignende, hvide klatter på de angrebne plantedele.

Livscyklus

Ildsot kommer af bakterien Erwinia amylovora, og sygdommen angriber sorter af kernefrugtgruppen under rosen-familien. Derfor er blandt andet pære, kvæde, dværgmispel, røn, æble og cotoneaster udsat for angreb. Luftfugtighed og temperatur er vigtig for sygdommens spredning, og temperaturer over 24 grader gør, at sygdommen kan sprede sig med eksplosiv fart. Faktisk i en sådan grad, at den bliver tæt på umulig at have kontrol over. Temperaturen skal dog være over 10 grader for, at sygdommen kan udvikle sig.

Symptomer

Kastanjemøl, Cameraria ohridella, opdager vi, når dens lille, ca. 4 mm, lange larve bruger hestekastanjebladene som værtsplante til opformering. Kastanjebladene får brune plamager, hvori larven gennemgår flere stadier, inden den er klar til at forpuppe sig og flyve væk eller overvintrer i de nedfaldne blade om vinteren.

Livscyklus

I det tidlige forår sværmer de voksne møl for at finde frem til hestekastanjetræer, som de kan sikre næste generation med. Når der er nye blade på træerne, kan de voksne møl lægge æg. Efter et par uger klækkes æggene, og nu borer larven sig ind i bladet i ly for fjender, vejr og vind. Nu går larven gennem flere trin og minérgangen øges gradvist. Efter forpupning forlader larven bladet og en ny generation kan gentage processen. Man mener, at der i den centrale del af Europa er tre generationer af kastanjemøl hvert år. Årets sidste æglægning forpuppes ikke – her overvintrer den nye generation i de nedfaldne blade.

Symptomer

Slappe blade på et enkelt skud, der efterfølgende gulnes og visner er tegn på, at saftstrømmen hindres. Er der mørkfarvning ved karstrengene, når grenen skæres over, vil der sandsynligvis være tale om kransskimmel, Verticillium.

Kransskimmel kan angribe mere end 300 forskellige planteslægter. Både uragtige og træagtige. De mest almindelige planter i Danmark er: ahorn, ask, blomme/kirsebær, buksbom, hestekastanje, hyld, rhododendron, syren, trompettræ, kalkved og valnød.

Symptomer ses ofte i juli/august, hvor der er stor tilvækst. Kan forveksles med andre karboende svampe.

Livscyklus

Svampen lever i jorden og smittes til rødder, hvor svampen optages og transporteres ud til vækstpunkterne. Fugtig og vandlidende jord fremmer smitten. Hvilemycelium kan overleve i jorden i mange år.

Symptomer

Kornel-anthracnose (Discula destructiva) er en svampesygdom, der viser sig som rødviolette pletter på både blade og blomster. Pletterne kan vokse sig større og med tiden blive brune. Svampen kan også sprede sig til grene og stammer, hvilket kan komme til at minde om kræftlignende sår. De døde grene fremstår lysebrune og fordi sygdommen er en svamp, bør døde plantedele fjernes, så man mindsker risikoen for smitte. For blomsterkornel kan sygdommen være dødelig, hvor den for koreakornel oftest kun optræder som en forbigående bladsvamp.

Livscyklus

Svampen overvintrer på inficerede blade, hvor den ligger i hvile og venter på, at temperaturerne igen stiger. Når foråret kommer og vejret bliver lunere og fugtigt, begynder svampen at producere sporer, som frigives og dermed smitter videre. Sporerne spredes både ved regn og vind, og muligvis via insekter. Svampen producerer toksiner, der kan få plantens væv til at dø og danne de karakteristiske pletter.

Symptomer

Vi ser især symptomer på løvkræft på frugttræer, men da svampen også angriber en lang række andre løvtræer, er det korrekte navn løvtrækræft. De brunlige områder på grenene ses ofte, hvor der i forvejen er et mindre sår efter beskæring. I takt med at svampen vokser, vil grenene danne sprækker. Træet vil forsøge at danne ny kallus omkring såret, hvilket giver en større knudelignende gevækst. Grenen på billedet er meget svag i det område, hvor løvtrækræften har angrebet, og vil nemt brække af.

Livscyklus

Neonectria ditissima er det latinske navn på løvtrækræft. Den smitter både i foråret og om efteråret. Svampen kræver næsten 100% fugtighed og plantevæv, der er skadet. Løvtrækræft angriber sjældent raske grene/planter. Det er især fra gamle kræftsår smitten opstår. Det gælder derfor om at fjerne angrebne grene – også dem der er faldet til jorden.

Disse løvtræer ved vi kan få kræft: æble, pære, kirsebær, røn, hvidtjørn, el, birk, bøg, ask, kristtjørn, valnød, poppel, eg, ribes, pil, lind og elm.

Symptomer

Oldenborre (Melolontha melolontha) kan angribe både løvtræer- og buske, grøntsager, græs og stauder. Det tydeligste symptom er store, hvide larver i jorden. De æder planterødderne i bede, på græs- og grøntsagsrødder, så skaden kan også ses på angrebne planter, der viser tydelige tegn på mistrivsel. I værste fald kan planterne dø.

Livscyklus

Den fuldvoksne bille foretrækker at leve i løvskove og lever primært af blade og blomsterblade. Dens favoritspise er eg, bøg og birk. Den almindelige oldenborre bliver mellem 22-30 mm lang og kroppens farve kan variere fra hvid eller brun med sort mave, brune ben og rustbrunt vingedække. Antennerne kan tilnærmelsesvis minde om små, udfoldede fjer. Dens bagkrop er spids og aflang, hvilket hunnerne udnytter, når de graver sig ned i jorden for at lægge æg. Æglægningen sker i en dybde på mellem 10-20 mm og hunnen lægger mellem 25-30 æg ad gangen, med 14 dages mellemrum. Larverne har en lang livscyklus på fire år og udklækkes efter 4-6 uger. De er i larvestadie i tre år, før de i fjerde år bliver til fuldvoksne insekter efter en forpupning. Herefter lægger de æg og larvestadiet begynder på ny for en ny generation. Dens voksne liv varer ikke mere end 3-6 uger.

Symptomer

Tidlige symptomer på Phytophthora ses i trækroner og på bladmassen. Sygdommen angriber træet, så kronen i første omgang vil blive mindre. Bladmassen bliver mindre og nogle blade vil også syne blege i farven. Dernæst kan der være døde grene i toppen. Dette skyldes, at der er manglende vand- og næringstilførsel fra de døde rødder. Som sygdommen fremskrider bliver den synlige på barken, der viser tegn på generel mistrivsel, eksempelvis i form af mørke pletter. Slutteligt kan træet opleve en spøjs opblomstring med stor frugtsætning og blomstring, men dette bliver hurtigt erstattet af vanrisdannelse grundet stress.

Livscyklus

Phytophthora er en stor familie af svampelignende mikroorganismer, og der findes mange forskellige arter. Phytophthora ramorum har udryddet hele skove på den Californiske vestkyst, men er endnu ikke set i Danmark. Phytophthora trænger ind i rødderne og spiser dem. Sygdommen lever videre i jorden og kan sprede sig videre til nye planters rødder, når den pågældende plante er spist, hvis de rette betingelser er til stede. Den rammer oftest i vandlidende jorde.

Der findes forskellige værtsplanter alt afhængig af arten, men både løvtræer, buske, stedsegrønt og grøntsager kan blive ramt.

Symptomer

Et angreb fra rhododendron tæger (Stephanitis rhododendri/oberto) giver talrige, små, gule og rudeformede pletter på bladene. Det er resultatet af tægerne, der suger saften ud af bladenes celler. I tilfælde af kraftige angreb, kan bladene også krølle sig sammen. Tægerne kan også ses direkte på planten, og bagpå bladene kan der ses små, sorte prikker, hvilket er tægernes ekskrementer. De ses oftest på rhododendron buske, men kan også ramme andre bladbærende surbundsplanter, som eksempelvis blåbær.

Den voksne tæge er godt 3,5 mm lang og i en hvid/gullig farve med gennemsigtige vinger. De kender på det sorte krydsmønster, der er over vingerne, når disse er samlet.

Livscyklus

Rhododendron tæger får flere generationer pr. år. Hunnerne lægger deres æg ned i plantevævet, typisk langs de store bladnerver, hvor man finder den største gennemstrømning af næringsstoffer. Æggene overvintrer og udklækkes omkring april, når forårsvarmen kommer tilbage. Nymferne gennemgår fire stadier, før de er fuldvoksne og indtil de selv kan lægge æg i efteråret. De lægger gerne æg på samme plante, men kan også flytte sig videre til nye planter. De har naturlige fjender i mange forskellige edderkopper.

Symptomer

Det er faktisk skumcikadernes (Philaenus spumarius) larver, der gør skade på planterne, og der findes ét, tydeligt symptom, som kan afgøre, om man har dem i haven: “spytklatter”. På havens planter ses spytlignende klatter, også kaldet gøgespyt, som nymferne gemmer sig i, mens de suger løs af saften fra plantens grønne dele. Følgerne af deres angreb kan resultere i deforme skud, som i sidste ende kan sætte en stopper for væksten. Det vil sjældent være farligt for planterne at være angrebet, men det kan resultere i en sløv vækstsæson, hvor planten skal have tid til at komme sig.

Livscyklus

De voksne hunner dør efter æglægning, mens æggene overvintrer på planten og klækkes om foråret. Nymferne gennemgår fem stadier, før de er fuldvoksne og det er i nymfestadierne, at “spyttet” dannes. Inde i disse “spytklatter” gemmer nymferne sig, mens de suger saften fra planter. “Spytklatterne” er resultatet af, at de fylder deres ekskrementer med luft, som opbygger et beskyttende lag, de kan gemme sig i. Skummet beskytter mod udtørring og farlige forhold samt deres naturlige fjender, som er fugle, frøer og edderkopper.

Symptomer

Stankelbenslarver hører til insektfamilien Tipulidae. Der findes flere symptomer, blandt andet en større fremkomst af stankelben i sensommeren, som hopper rundt på græsplænen, hvor de lægger æg. Dernæst kan det ses på fuglene, som pludselig har fået en stor appetit, og hakker løs i plænen efter larverne. Slutteligt ses larvernes skade i form af gule og visne pletter i græsset, samt løst eller svampet græstørv som følge af, at larverne har spist løs af rødderne. Symptomerne kan godt forveksles med angreb af gåsebiller.

Livscyklus

Stankelben lægger typisk mellem 200 og 400 æg i græsplænen i sensommeren. Det sker oftest i august og september. Efter få uger klækker æggene, og larverne går straks i gang med at spise af græsrødderne. Larverne overvintrer i jorden. Når foråret kommer, bliver de igen aktive, inden de forpupper sig og udvikler sig til voksne stankelben i løbet af juli og august. Det betyder, at larverne findes i græsplænen det meste af året. Skaderne er dog mest synlige i foråret og efteråret, hvor larvernes aktivitet er størst.

Symptomer

Tjørnerust, eller enebærrust (Gymnosporangium clavariiforme) er en svampesygdom, som ikke kan behandles, hvis først den har inficeret planter. Den viser sig ved orange pletter eller plamager på tjørneblade, og vil med tiden oftest resultere i vissent løv og tidligt løvfald. På enebær kan mere fremtrædende angreb ses som pletter på op til 2 cm. På enebærbuskens stammer kan der forekomme orange, spidse udvækster og ved rigtigt kraftige angreb kan der være hele, døde grenpartier.

Livscyklus

Svampen gennemgår fem forskellige sporestadier, hvoraf det første er symptomerne med de orange pletter på bladene. Herfra udvikler sporerne sig i smittekæder. De orange udvækster på enebær danner teliosporer, som udskiller basidiesporer og spreder svampesporer med vinden til nærtstående tjørneplanter. I fugtigt vejr etablerer de sig og første stadie kan begynde på ny. Rødtjørn er særligt følsom overfor smitte. Plant ikke den samme plante det samme sted, hvis dine planter er blevet ramt af sygdommen.