
Regnen kommer nu oftere og oftere. Temperaturerne er også begyndt at falde, og nu er det ikke hver dag, at vi bliver mødt af solens stråler, når vi står op. Det betyder, at efteråret så småt er begyndt at melde sin ankomst. For dig betyder det, at du skal en sidste tur i haven - i hvert fald, hvis du vil have en pæn have, når vi kommer til foråret igen. Der er et par ting, du nemlig skal gøre, når efteråret kommer.
Slå græsset for en sidste gang
Når efteråret nærmer sig betyder det også, at det er tid til en sidste omgang græsslåning. Den sidste tur med plæneklipperen er faktisk ret vigtig for din græsplæne, hvis den skal være pæn til næste sæson, når foråret begynder at nærme sig igen. Som udgangspunkt skal du holde øje med jordens temperatur, når du skal afgøre, hvornår det er tid til den sidste omgang. Eksperter anbefaler, at jordens temperatur skal være omkring fem til seks grader, når den ikke behøver at slås. Det er fordi, at græsset begynder at stoppe med at vokse, når jorden rammer denne temperatur. Ofte er dette en gang i oktober måned, hvor gennemsnitstemperaturen i Danmark er på syv grader. En god klipning på dette tidspunkt vil betyde, at du har en fin græsplæne som udgangspunkt til foråret. Desuden kan du risikere at græsplænen får sneskimmel over vinteren, hvis det er for langt. Sneskimmel er en slags svamp, som kommer i græsset, når det er dækket af sne. Det kan betyde, at du får døde pletter på plænen, når sneen er forsvundet.
Få styr på dræbersneglene
Hvis du går på jagt efter dræbersnegle nu, vil det betyde, at du vil møde færre af dem næste år. Derfor er det en rigtig god idé. Du gør det bedst, hvis du går på jagt efter dræbersneglens æg. Sneglene lægger nemlig æg fra august til november, og én enkelt snegl kan over denne tid nå at lægge over 400 æg. Derfor giver det god mening, at vi går på jagt efter æggene. Æggene er på en størrelse omkring fire millimeter, så de er ret små. Til gengæld er de hvide, og på den måde ret nemme at spotte. Samtidig er de ovale og ikke runde i formen. De ligger ofte i klaser på omkring 30 æg, og på jorden, i kompost eller krukker. Du skal blot samle dem op, og smide dem ud. Vil du være sikker på, at de forsvinder, kan du med fordel hælde kogende vand ud over æggene. Så er du sikker på, at de dør. Du kan også se vores bekæmpelsesmidler mod snegle her.
En sidste omgang lugearbejde
Når efteråret rammer, bør du også luge ud i bedene for en sidste gang. Det gør nemlig, at dit arbejde bliver langt nemmere til næste sæson. Der vil være meget mindre at luge til foråret. Ukrudt kan nemlig sagtens vokse over en vinter, og derfor kommer der hurtigt mere og mere, mens du ikke går i haven. Du kan til gengæld også med fordel gå i haven et par gange om vinteren og luge. Fordelen er, at du har et pænere bed, og samtidig får du en langt mindre arbejdsbyrde, når du for alvor går i haven til foråret. Du skal dog huske på, at efterår også betyder en masse nedfaldne blade. Derfor bør du luge ud, inden dette sker, så du ikke ender med en for stor arbejdsbyrde. Alle havens nedfaldne blade er nemlig en større udfordring at skulle forbi, når du er på jagt efter det sidste ukrudt. Med det rigtige redskab gør det lugningen meget nemmere, se redskaber til lugning her.
Plantning af forårsløg, træer og buske
Selvom forårsløg lyder som noget, der hører foråret til, så er det faktisk vigtigt, at du husker dem om efteråret. Det er nemlig nu, du skal lægge løg til de smukke forårsblomster, som du vil blive mødt af, når temperaturerne stiger og foråret melder sin ankomst. Det gælder skønne blomster som vintergækker, krokus, påskeliljer, scilla og tulipaner, som du bør plante nu. Det er også nu, du skal plante nye træer. Det er nemlig fordi, at jorden på dette tidspunkt er fugtig. En god fugtig jord betyder, at dine træer og buske får mulighed for at hurtigt danne rødder. Derfor skal du ikke gøre dette, når jorden begynder at fryse. Du kan også med fordel beskære dine nuværende buske og træer, så de får mulighed for at sætte nye og kraftigere skud til foråret. Du bør dog vide, hvilke træer og buske, du har i haven. Det er nemlig ikke alle planter, der må beskæres om efteråret. Nogle planter bliver nemlig ødelagt, hvis du gør.