Den store guide til laurbærkirsebær

Indlæser... 218 visning(er)
Den store guide til laurbærkirsebær

Laurbærkirsebær

Kirsebærlaurbær eller laurbærkirsebær er en utrolig populær plante og med god grund. Med sine kraftige, tætte og grønne blade giver den kulør til haven, og den er samtidig et godt skjulested for havens dyr. Få den fulde guide til den stedsegrønne favorit her.


Derfor skal du vælge kirsebærlaurbær

Der er mange gode argumenter for, hvorfor man bør vælge laurbærkirsebær til haven, men et af de bedste argumenter må alligevel være, at det er en stedsegrøn plante. Laurbærkirsebær beholder derfor sine blade på året rundt, og det er netop en af grundene til, hvorfor den er så populært at valg som hækplante. Det er en busk, hvor mange sorter har en tæt og opret vækst, der skærmer for selv de mest nysgerrige blikke, og den giver også farve selv, når alt andet er afblomstret.

Laurbærkirsebær skal beskæres og forynges hvert år. Den kan vokse meget i både højde og bredde, så den kræver lidt mere vokseplads end eksempelvis ligusterhækken. Med den rette plads vil den dog også belønne med en grøn væg, der afskærmer huset og giver privatliv. Ønsker man en vild hæk, der får lov til at vokse ukontrolleret, og har man pladsen, behøver den ikke beskæring hvert år.

Sådan planter du laurbærkirsebær

  • Sørg for, at planterne står i samme dybde, som de har stået i på planteskolen; det vil sige med rodkanten i niveau med jordoverfladen
  • Er jorden tør ved plantning, er det en god idé at vande renden lidt, før du planter. Det gør det nemmere at arbejde med og sikrer, at fugten bliver i rodzonen
  • Brug planteaktivator på rødderne, for at hjælpe med at fremme planternes vækst
  • Når planterne er sat i jorden, trampes jorden forsigtigt til
  • Slut af med at lægge en drypslange ud, så planterne får nok vand

Sådan passer og plejer du din laurbærkirsebær

Laurbærkirsebær tåler frost og kulde, men klarer sig uden tvivl bedst igennem vinteren, hvis den bliver pakket lidt ind. Når frosten melder sin ankomst, er det derfor en god idé at dække til med gran, fyr eller læ- og skyggenet, så planten skærmes for den værste og koldeste vind. Bor du et sted, hvor saltvognen kommer forbi, kan det også være en fordel at beskytte med saltmåtter, så hækken ikke tager skade af saltet.

Laurbærkirsebær skal gerne have gødning, og du kan bruge både organisk eller NPK-gødning. Du kan give gødning første gang i foråret og igen i forbindelse med beskæring.


Sådan beskæres laurbærkirsebær

Ligesom med de fleste hække, skal laurbærkirsebær ikke beskæres i toppen, før den ønskede højde er opnået. Først herefter kan du tage noget af toppen af, men indtil da er det blot et spørgsmål om formklipning, så der kommer rigelig med lys og luft rundt. Laurbærkirsebær beskæres efter afblomstring, så engang i sensommeren eller det tidlige efterår. Dette giver planten god tid til at lukke sårene inden vinteren.

Undgå for så vidt muligt at klippe bladene over, da det æstetisk ikke er flot og desuden kan give brune blade. Brug en beskærersaks eller grensaks og beskær efter en kegleform, så der kommer lys til den nederste del af hækken også. Hvis du beskærer for at tynde ud, skal de største grene fjernes helt inde ved hovedgrenen for at give plads til ny vækst. Undgå at efterlade stubbe over et blad, da dette vil visne og kan være en indgang til svampesygdomme.


Ofte stillede spørgsmål

Er laurbærkirsebær giftig?

Ja. Modsat ægte laurbær, kan kirsebærlaurbær ikke bruges i madlavningen. Planten sætter bær, der både har en bitter smag og er giftige, så dem skal man holde sig fra. Fuglene er dog glade for de små bær og spiser dem gerne.

Er laurbærkirsebær godt for biodiversiteten

Ja! Både fugle og insekter er glade for plantens kraftige blade, som giver godt skjul året rundt. Vil du gerne skabe en oase for dyrene i vinterhaven, er det derfor også den perfekte plante at tilføje til haven. Laurbærkirsebær sætter også blomster, som giver nektar til insekterne, mens dens frugter er god føde til fuglene.

Er laurbærkirsebær hjemmehørende?

Nej, planten blev indført i Danmark i 1600-tallet, men stammer fra både Kaukasus og Sydvest Asien.

Kan laurbærkirsebær blive ramt af sygdomme?

Der er nogle plantesygdomme, som godt kan ramme laurbærkirsebær. Dette gælder både prunus skimmelsvamp og prunus haglskudssyge. Læs mere om dem her.

Indlæser...