Edimentals - spiselige planter
Edimentals er det sidste nye indenfor haveverdenen, og det betyder egentlig den spiselige prydhave. Her er der fokus på spiselige blomster og gerne dem, vi allerede har til at stå. Det er et revurderet syn på de planter, der ellers har fyldt i madlavningen og et forsøg på et gøre retterne endnu mere æstetiske og prydhaven endnu mere brugbar. Vi har samlet et udpluk af planter, som både kan nydes og pryde.
Spiselige planter og blomster
Det er en skøn følelse at være så selvforsynende, at man kan hente afgrøder og blomster fra haven, som kan pynte og spises indenfor. Der er rigtig mange, som sætter en ære i at holde deres køkkenhave eller drivhuse ved lige, og for mange drejer hele havesæsonen sig om at kunne plukke friske grøntsager og frugter, der kan få en igennem vinteren. Måske du allerede har et drivhus eller en køkkenhave, men gerne vil tage skridtet videre. Eller måske leder du efter et blomsterbed, der både kan pryde og nydes. I dette blogindlæg går vi i dybden med Edimentals, som groft oversat betyder den spiselige prydhave.
Hvis du vil bruge blomster i madlavningen, anbefaler vi altid, at du dyrker dem selv. Det er ikke alle blomster, der er spiselige og nogle er endda decideret giftige. De vil dog højst sandsynligt ikke være i haven alligevel, da vi gerne går udenom dem. Skal du bruge blomster i madlavningen, går det heller ikke at hente en buket hos blomsterhandleren, da de kan være sprøjtet med kemi. Derfor er det bedst selv at dyrke de blomster, du vil bruge til madlavningen, da du har fuld kontrol over, hvad de har været udsat for. Desuden er det en fantastisk proces, når man kan nyde frugten af sit hårde arbejde.
Der findes et væld af prydplanter, som både bruges i køkkenet og for synets skyld i bedene. Alle i Allium-familien kan spises, og det er her vi både finder hvidløg, løg, ramsløg, purløg og forårsløg blandt flere. De deler mange af de samme karakteristiske smagsnuancer, men varierer utroligt meget i udseende. Man kan derfor nemt have et helt løgbed, hvor alle planter kan spises, mens de alligevel skiller sig meget ud fra hinanden. Der findes dog også rigtig mange blomster, der kan bruges både som et spændende, farverigt indspark, og flere af dem, havde du måske ikke regnet med.


Har du disse spiselige planter i haven?
Bellis
En charmerende forårsbebuder med milde smagsnoter og et yndigt udtryk – fin i både salater og på kager.
Forglemmigej
Disse små blå blomster bringer lethed og poesi til retter og ser eventyrlige ud på desserter.
Hibiscus
Med sin syrlige smag er hibiscus velegnet til te og saft, og blomsten i sig selv er en fryd for øjet.
Hosta
De spæde skud og blomster kan både dampes, steges og serveres friske – overraskende og lækre.
Krydderurteblomster
Oregano, timian og basilikum blomstrer med små, aromatiske blomster, der pynter og smager vidunderligt.
Lavendel
Velduftende og smuk. Lavendel kan bruges i sukker, bagværk og sirup, og den tilfører en delikat blomstret aroma.
Løgblomster
Hele Allium-familien er spiselig – både de grønne dele og blomsterne, som tilfører farve og karakter.
Natviol
En aftenblomstrende skønhed med let parfumeret duft. God i salater og som dekorativt element.
Nellike
Smagsstærke blomster med krydrede noter, især velegnede i det søde køkken.
Stedmoder
De små "ansigter" i et hav af farver gør dem oplagte som pynt, og smagen er mild og let sødlig.
Liste over spiselige planter

