Hyben kender vi alle sammen fra hyben marmelade og den kære hybenrose. Hyben er dog navnet på frugterne, som alle roser mere eller mindre får. Disse frugter kan være røde, orange, brune eller endda sorte, som vi ser på klitrosen. Nogle af vores haveroser er krydset frem til at få store flotte hyben, da det er et ønske nogle købere har.
Hyben er rig på vitamin A og C og endvidere kalcium – hvilket blot gør den mere attraktiv. Hyben fra den rynkede rose eller hybenrosen anvendes mest til lækker marmelade, men de kan også bruges i supper og saucer, samt chutney.
Hyben er en ganske nem frugt, da den modner i august og bliver hængende til og med oktober, hvorefter du har en lang periode til at plukke dem. Plukker du af den rynkede rose, så sørg for at tage fra buske, som ikke står op ad tæt befærdede veje.
Vi vil gerne dele en opskrift på en dejlig hybenmarmelade med dig:
- 1 kg hyben skaller
- 400 g. rørsukker
- 5 dl. vand
- 2 øko. citroner
- 1 vanilje stang
- 1 tsk. vanilje sukker
- 1 tsk. atamon
Du skal plukke ca. to kg. hyben til denne opskrift – tag blomsten og stilken af og flæk hyben i to og skrab alle kerner ud. Skyl frugterne grundigt. Vask citronerne og riv skallen på et rivejern. Kog dernæst hyben skallerne, skallen og saften fra de to citroner og en flækket vaniljestang sammen med vandet i ca. ½ time. Tilsæt sukkeret og kog videre i ca. 20 minutter til sukkeret er fuldt opløst. Skyl syltetøjsglassene i kogende vand tilsat atamon og kom den varme marmelade i og luk tæt med det samme.
Marmeladen opbevares køligt og mørkt i køleskab eller spisekammer.