Så hyppigt skal haven vandes

Indlæser... 523 visning(er)
Så hyppigt skal haven vandes

Så hyppigt skal haven vandes

Vanding kan virke svært og uoverskueligt. Hvad hvis man vander for meget? Eller for lidt? Men faktisk kan det gøres rigtig simpelt. I dette blogindlæg har vi snakket med gartner Henrik, som giver gode råd til vandingen.


Hvordan vander man haven korrekt i tørre perioder?

Når du vander, er det vigtigt, at jorden bliver gennemvædet. Den skal være vandmættet, så rødderne kan optage fugt i dybden. Du kan teste det ved at holde øje med, om vandet bliver hvor du vander, eller om det løber væk. Hvis det render af, er jorden mættet, og du kan stoppe.

Har du en drypslange, er det en rigtig god måde at vande roligt og jævnt på. Det virker bedst, når vandet får lov at trække ned i jorden og ikke bare løber væk. Start med cirka tre kvarter, og justér derfra. I haver med meget sandet eller let jord, hvor vandet hurtigt siver igennem, kan det være nødvendigt at vande hver anden dag i cirka en halv time til tre kvarter.

Til store eller nyplantede træer, som er plantet inden for de seneste to til tre år, gælder tommelfingerreglen cirka 100 liter vand om ugen, hvis det ikke regner.


Hvordan bruger man en drypslange i haven?

En drypslange, som for eksempel denne fra Gardena, afgiver omkring 1,6 liter vand i timen pr. vandingshul. Start med 45 minutter til en time og se, hvordan jorden reagerer. Trækker vandet fint ned, kan du give lidt længere næste gang. Løber det af, skal du forkorte tiden. Vand cirka to til tre gange om ugen ved 45 minutters vanding. Hvis du vander kortere tid, skal du op på fire til fem gange om ugen. Drypslanger er velegnede til hække, blomsterbede og grøntsagsbede.

Hvor meget vand skal buske og træer have?

Når du vander buske og træer, er det bedre at give en stor mængde vand sjældent, end lidt vand ofte. Giv gerne 30 til 40 liter ad gangen, så vandet når ned til rødderne. En enkelt vandkande om ugen er ikke nok.


Hvor ofte og hvor meget skal man vande planter i krukker?

Store krukker med en diameter på 50 til 60 centimeter skal vandes cirka én gang om ugen med 20 til 25 liter vand. Brug en god krukkejord, som holder på fugten og afgiver det jævnt. Til mindre krukker på 30 til 40 centimeter anbefaler vi cirka én vandkande 2 til 3 gange om ugen. Meget små krukker under 30 centimeter skal typisk vandes dagligt.

Det gælder for alle planter i krukker, men krydderurter tåler bedre at tørre lidt ud og behøver ofte ikke lige så meget vand.

Bland gerne vækst-ler i jorden. Det holder godt på både vand og næring og er især nyttigt, hvis jorden ellers har svært ved at suge.


Hvilken gødning skal man bruge til krukker?

Du kan gøre det nemt for dig selv med langtidsvirkende gødningskugler som disse. De virker i fem til seks måneder. Brug tre kugler til en krukke på 30 cm og fem kugler til en krukke på 50 cm. Så skal du blot huske at vande, og planterne får løbende næring.

Kan man vande krukker automatisk?

Vil du gøre krukkevanding endnu nemmere, kan du bruge et vandingssæt som dette gerne sammen med en vandingscomputer, så du slipper for at tænke på det til hverdag.

Hvad gør man, hvis haven har fået for meget regn?

Ved kraftig regn vil vandet typisk trække væk af sig selv, men nogle planter kan tage skade. Hvis dine stauder, hortensia eller roser er blevet slået ned af regn, skal de klippes pænt tilbage. De skal nok skyde igen fra bunden og komme sig. Det gælder især stauder, men også roser vil ofte blomstre på ny. Hortensia, der er helt faldet sammen, kan også klippes let tilbage. I nogle tilfælde vil ikke alle stængler blomstre igen samme år, men planten skal nok komme igen.

Indlæser...