Gøremål i marts
Gøremålene i marts afhænger i høj grad af vejret, og mens den ene dag byder på fuld sol, er den næste stormende og regnfuld. Uanset vejret, er det årets første forårsmåned, og der er masser af havearbejde forude. Læs med og bliv inspireret til, hvad du kan gøre i haven i marts.
Gøremål i haven
- Vand planterne efter vinteren
- Studs stauderne
- Del stauder
- Gød græsplænen
- Plant forårsblomster i krukker
- Bekæmp dræbersnegle
- Se til havedammen
- Bekæmp ukrudt
- Klargør køkkenhaven
- Fjern mos
- Plant hæk


Efter vinteren
2026 startede iskoldt ud med den koldeste vinter i 16 år, og det giver naturligvis en anden start på foråret. Marts måned er lunefuld, og der kan nemt komme frost igen. De fleste steder døjer man måske også med følgerne af den hårde frost, men langt de fleste planter skal nok imponere igen, når varmen for alvor vender retur.
Sørg for at få holde øje med planterne under vinterbeskyttelsen. Fjern vinterbeskyttelsen på middelhavsplanterne, så de kan få lys. Pak dog ikke vinterbeskyttelsen for langt væk. Hold øje med vejrudsigten og vær fleksibel, hvis frosten vender retur.
Hold øje med jorden. Når du kan grave i den, kan du roligt plante.
Husk vandingen
Den lange periode med frost, sne og blæst har tørret både jord og planter gevaldigt ud. Det er nu, du kan sikre dig, at dine planter skyder flot frem ved at bidrage til vandingen.
Selvom jorden kan virke fugtig i overfladen, er den ofte tør længere nede. Tjek derfor jorden i 10–15 cm dybde, inden du vander. Er den tør her, har planterne brug for vand. Vand grundigt fremfor lidt og ofte – det sikrer, at rødderne søger nedad.
Særligt stedsegrønne planter er udsatte efter vinteren. De har ikke haft mulighed for at optage vand i frostperioden, men har stadig fordampet gennem blade og nåle. Vi kan først se skaderne på de stedsegrønne planter hen på foråret. Hvorfor det er utroligt vigtigt for deres trivsel, at de får godt med vand, når vejret tillader det.
Vand på dage med plusgrader, og undgå at vande, hvis der varsles hård nattefrost. Krukker kræver ekstra opmærksomhed, da de tørrer hurtigere ud end bede.
Plant hæk
Marts er ideel til at plante barrods hækplanter, da jorden nu er tør og let at arbejde med. Disse planter sælges typisk i bundter, hvilket kan spare dig en betydelig sum penge, da de ikke er i potter. Det er vigtigt at opbevare hækplanterne køligt og fugtigt, indtil de plantes.
Ved plantning skal du grave en god rende med en fast, lodret side, som planterne kan stå op ad. Når hækplanterne er sat i jorden, bør du forsigtigt trampe jorden omkring deres rødder for at sikre god kontakt med jorden. Brug gerne planteaktivator og husk at vande hækken grundigt, når plantningen er afsluttet.
Læs den fulde guide til plantning af hæk lige her.
Havedammen
Selvom det er fristende at fodre fiskene og få gang i havedammen, så skal man ikke gøre det før, vandtemperaturen er over 8 grader. Fiskene kan godt svømme rundt i overfladen og se sultne ud på en solskinsdag, men de må ikke fodres for tidligt.
Hvis vandtemperaturen er for lav og man fodrer sine fisk, risikerer man, at maden rådner i maven på fiskene, da de ikke kan omsætte al den energi. I værste fald resulterer det i, at fiskene dør, fordi man startede for tidligt.
Når temperaturen er over 8 grader, kan man begynde at give sine fisk energifoder. De skal ikke have mere foder, end de kan spise op indenfor 5 minutter.
Forspiring
Vi forspirer vores frø for at tyvstarte dyrkningsprocessen, og give vores køkkenhave og blomsterbede en flyvende start. Vi kan forspire så tidligt som fra januar, og det er især de planter, der ikke er vant til vores klima, som vi forspirer så tidligt. Det gør vi fordi, at de skal have god tid, hvis vi skal nå at få noget ud af dem, inden det bliver koldt igen.
Man kan forspire på forskellige måder, og de fleste frø kan du forspire i vindueskarmen, hvor de både for lys og god varme. Ved at have dem i vinduerne, kan du også følge med i den hyggelige proces, når frøene spirer op. Hvis du gerne vil sikre dig, at frøene altid står i den rette temperatur, kan du med fordel bruge en varmemåtte.
Læs den fulde guide til forspiring her.
Vil du have endnu flere gode råd fra gartnerne?
Når du tilmelder dig vores nyhedsbrev, får du haveguiden tilsendt hver måned. Den fulde haveguide er udarbejdet med vores uddannede gartnere. Tilmeld dig her.