Gør drivhuset vinterklar
Havesæsonen lakker forsigtigt mod enden, men så længe jorden stadig er frostfri, kan du roligt plante ud. Noget du sagtens kan starte med nu, er at klargøre dit drivhus til vinteren. Vi har samlet en guide til, hvordan du gør.
De kolde måneder
I slutningen af oktober måned slutter sommertiden; uret stilles en time tilbage og havemøblerne stilles ind. Det er samtidig markeringen på, at vi er inde i vinterhalvåret, og derfor stilner det også af med gøremål i haven. Der er dog en del ting, der skal klargøres, inden vi helt lukker ned, og her står drivhuset højt på listen. Der skal fjernes planter, gøres rent og måske endda rykkes planter ind. Hvis du har et opvarmet drivhus eller orangeri, er der også masser af muligheder for at skabe et hyggerum til de mørke og kolde dage. Skal du blot gøre drivhuset klar til vinteren, så er det i gang med den store rengøring.
Vinterrengøring
Start med at få alle de etårige planter ud; chili-, peber-, agurk- og tomatplanter har alle tjent deres formål for denne gang, og de skal klippes ned og ud af drivhuset. Samler du kompost, kan du med fordel smide dem i kompostdyngen, så intet går til spilde. Har de stået i plantesække, kan jorden fra disse også sagtens komme med i kompostdyngen eller spredes udover køkkenhave. Hvis du har bar jord i drivhuset, skal dette luges igennem, så ukrudtet ikke overvintrer i drivhuset.
Ryd op og fej efter sæsonen. Hvis planterne har været ekstra gavmilde og holdt dig på dupperne, kan der snildt ligge jord og potter hist og her, og disse skal der ryddes op i og smides ud. Potterne kan også opbevares til nye planter til næste år. Få også fejet i alle kroge og under kapillærkasser, så der ikke ligger jord og rod til næste år. Når alt er fejet, kan du bruge drivhusrens til at rengøre drivhuset. Med drivhusrens får du gjort godt rent samtidig med, at de fjerne uønskede mikroorganismer på en skånsom måde.
Du kan sagtens opbevare dine følsomme planter i krukker i drivhuset. Hvis du har opstammede planter, som er lidt udsat om vinteren, har de godt af at blive stillet i læ i drivhuset, hvor blæsten ikke påvirker dem. Husk at det ikke regner i drivhuset, så derfor skal dine planter vandes en smule i løbet af vinteren.
Hvis du har mange middelhavsplanter, som citrus og oliven, kan det være, du skal isolere dit drivhus med bobleplast, og sørge for at varme det op til et par grader over vinteren. På den måde får dine planter det optimalt, og vil nemt kunne overvintre uden problemer.
Husk at drivhuset også kan besøges om vinteren, da der altid er lidt varmere derinde end ude. Du kan derfor sagtens sætte havemøblerne derind, tage en varm trøje på og en kop kaffe i hånden, mens du nyder det nye udtryk, vinteren skaber i haven.
En tur i orangeriet
Har du et orangeri eller et opvarmet drivhus, er der rig mulighed for at skabe et hyggeligt rum til vinteren. Hæng lyskæder op og stil lanterner rundt omkring, så du
får fine lys i de mørke dage. Få også gjort møblerne vinterklare ved at dække dem med skind eller et plaid. Det giver både lidt varme og et rustikt og varmt look, der er med til
at skabe hygge. Sæt også tæpper ud i drivhuset, så der er mulighed for at holde varmen på ekstra kolde dage. Hvis du har en aflukket pergola, er der også mulighed for at få lidt varme på og få godt brug af den over vinteren. Det samme gælder, hvis du har et lukket haveskur. Så hvis du ikke kan undvære ture i haven over vinteren, er der altså rig mulighed for at komme ud.