Vinterkrukken - vinter favoritter
Indlæser...
2637 visning(er)
Vinterkrukken - vinter favoritter
Når vinteren for alvor indtræffer, begynder haverne at stå hen og se en anelse triste ud. Man længes efter forår, plantetid og farver, men der er faktisk en nem måde, man kan få farve ind i haven på; ved at plante krukkerne til med planter, der blomstrer i de triste vintermåneder.
Farvelæg de grå dage
Med vinterens ankomst følger også sne, slud, frost og regnvejr. Alt i alt er det ofte en grå årstid, hvor farverne har trukket sig tilbage, og det efterlader en del til fantasien. Man kan dog roligt selv få lidt farve ind i haven, for der findes faktisk et væld af planter, som blomstrer i vintermånederne. Nogle planter som vi er ekstra glade for, tæller skimmia, ceder og buksbom. Netop disse planter er stedsegrønne og ikke kun juleplanter. Læs med videre for at finde ud af, hvorfor netop disse planter kan noget helt specielt i haven.
Skimmia, også kaldet vinterbær, er en smuk stedsegrøn busk, som holder sine flotte blomstreknopper vinteren over, for at være blandt de første planter, som springer ud om foråret. Den er meget anvendelig i krukker, da den fylder godt og ser yderst smuk ud hele vinteren. Skimmia kommer med både røde nuancer og endda helt postkasserøde bær. Du kan også få den med gullige bær og hvide blomster, så den kan passe ind i forskellige blomsterbede. Skimmia er ikke særlig svær at plante, så længe man er opmærksom på, at det er en surbundsplante, som derfor selvfølgelig skal i surbundsjord.
Ceder siges at være det nye juletræ. Med sine blege og blålige nåle samt elegante opbygning ser den også enormt flot ud i krukker, og netop det stilrene udseende har gjort ceder rigtig populært herhjemme. Ønsker man at skabe en hygge stemning med ceder, er det også det perfekte træ til at have i entréen – inde eller ude. Pynt dem med lyskæder i vinterperioden, eller lad den stå som den er. Man skal dog bemærke, at ceder bliver et stort træ, og derfor har det en begrænset levetid i en krukke. Derfor skal du være opmærksom på at plante den om i en større krukke eller ud i haven. Brug gerne en god
krukkejord ved omplantning.
Buksbom er en meget neutral stedsegrøn busk, som kan anvendes året rundt. Den er ekstremt hårdfør og kan derved klare livet i en krukke ganske godt. Om vinteren kan du udsmykke dine buksbom med lyskæder, kugler og kogler, og de kan desuden formklippes, så de nemt kan tilpasses dine ønsker og få præcis den form, du drømmer om. Buksbom er også en rigtig god afskærmning i haven og kan med fordel bruges som rumdeler. Det er derfor en meget alsidig plante, som du kan bruge til et væld af formål. Fordi den er stedsegrøn, holder den desuden sine flotte farver året rundt.
Den smukke sneforsythia vokser i sit hjemland i områder med stærk kulde i vinterperioden og en tilsvarende hård varme i sommerhalvåret. Derfor kan den godt klare et par frostgrader om natten, hvilket gør den perfekt til vinterkrukken, men er der hård frost, kan man med fordel vinterbeskytte, indtil den hårde frost er ovre. Når den blomstrer, bliver du forkælet med utallige, smukke hvide blomster med en sød mandelduft. Hvis vejret er stabilt, kan blomstringen desuden vare i flere uger.
Alunrod er en staude, der virkelig har vundet indpas i haver landet over, og det forstår vi så godt! Den smukke staude kan male haven i et væld af skønne farver, som virkelig lyser op i den grå tid, og så er planten perfekt til krukker. Alunrod er flerårig og dekorativ det meste af året, og langt de fleste sorter står med de smukke blade året rundt. Alunrod kan placeres mange forskellige steder i haven, her er vanding dog vigtig at være opmærksom på. Den må ikke stå i konstant vand, men den må heller ikke tørre ud, ellers er den meget taknemmelig.
Vintersnebolle er en fin lille stedsegrøn busk, som får flotte hvide og rosa knopper i løbet af vinteren og foråret. Den blomstrer senere med hvide og rosa blomster, og derefter kommer der blåsorte bær, som dog ikke kan spises. Vintersnebolle skal ikke have for meget direkte sol, og den vil gerne stå i skyggen. Derfor er den også særligt god til krukker, så man nemt kan flytte på den efter vejrforhold.
Pynt krukkerne
Når du har besluttet dig for, hvilke planter du vil have, er det tid til at finde de rette krukker, og her er der mange at vælge i mellem. Prøv at skabe lidt spil i haven ved at vælge krukker i forskellige størrelser, om som passer til de givne planters vækst. Vær også gerne kreativ med farve- og materialevalget; det giver et personligt og flot touch til haven.
Udover at krukkerne selvfølgelig kan fyldes med fine planter, så er der altså også rig mulighed for at være kreativ på anden vis. Krukkerne med blomsterløg kan pyntes og beskyttes med gran og fyr, men du kan også pryde de tommer krukker med flotte dekorationer af kogler, mos, grene og meget mere. Gå en tur i skoven og saml løs af de spændende ting, du finder, eller se vores udvalg af dekorationsartikler.
Vil du have mere inspiration, kan du med fordel kigge forbi butikken, hvor der er masser af skønne dekorationer til haven.