Årets første sommermåned

Gøremål i juni:
-Nyd haven
-Lug ukrudt
-Hyp kartofler
-Kultiver jorden i køkkenhaven
-Klip løvfældende hæk
-Sørg for god skygge og udluftning i dit drivhus for at undgå skimmel i dine planter.
-Vand, vand, vand. Juni kan være regnfattig. Og husk gødningen.
-Slå græsplæne en gang i ugen og sørg for at give den gødning. Stik kanterne.
-Fjern frugter fra dine frugttræer. Tag sideskud fra, så planten ikke er overfyldt, og dermed kan bruge sin energi på de tilbageværende frugter, så de kan vokse sig sunde, store og lækre.
-Slip af med myrerne.
-Brug løs af dine krydderurter, så de producerer mere og mere.
-Plant sommerblomster. Husk en potte med hul i bunden.
-Roser. Fjern vildskud, knib visne hoveder af og gød ofte.
-Udnyt at hylden blomstrer og lav en dejlig omgang saft.

Juni er årets første sommermåned. Endelig er det goddag til sommer og farvel til nattefrost. Der begynder for alvor at komme gang i haven i takt med at temperaturen stiger. Haven blomstrer og synet skal nydes. Sommerblomster skal plantes, hækken klippes, græsset slås, gødes og vandes godt, luftes godt ud i drivhuset mm. Der er nok at gå i gang med. Læs med herunder og se vores tips og tricks til at holde din juni have.
Køkkenhaven:
Hyp kartoflerne og lav gerne en lille jordbunke over og om dem til at beskytte dem mod solens skarpe stråler og undgå dermed at kartoflerne danner giftstoffer og bliver grønne.
Den første omgang jordbær skulle også gerne være klar til høst.
Kultiver jorden så den bliver løsere så regnen lettere kan trænge igennem.
Det er også blevet tid til at så dine ønskede grøntsager. Det kunne eksempelvis være salat eller kål. Hvis du sår lidt hver 14. dag, så kan du også høste senere på året. Mangler du grøntsags frø til køkkenhaven? Find dem her.
Grøntsagsfrø som kan sås i juni:
- Buskbønner
- Julesalat
- Fennikel
- Gulerødder
- Spinat
- Stangbønner
- Ærter
- Kål
- Porrer
- Græskar
- Squash
- Salat
Drivhuset:Det er nu så varmt, at du kan udplante dine tomat og agurke planter. Sørg for at de får rigelig skygge og at der er god udluftning i drivhuset, så du undgår skimmelangreb. Temperaturen må ikke komme over 27-28 grader. Det kan skade planterne, hvis det bliver for varmt. Tag sideskud fra tomat- og agurk planterne. Det samme gælder, hvis du har vin i drivhuset. Ved at nippe sideskud af bliver planten mere frodig, og kan bruge alt sin energi på at udvikle en god høst.
Hold øje med skadedyr. Eksempelvis spindemider eller lus. Er uheldet ude og de har fået fat i dine planter, så skal du slå til med det samme og anskaffe dig rovmider til at få bugt med de ubudne gæster. - se nyttedyr her.
Krydderurter:
Eksempler på krydderurter, som du kan plante i juni:
- Oregano
- Kruspersille
- Kinapurløg
- Peberrod
- Koriander
- Fennikel
- Salvie
- Rosmarin
De kan både plantes i køkkenhaven og i krukker. Bare de får godt med sol. Brug en god pottemuld og vand regelmæssigt.
Roser:
- Sol, vand og næring. Tre vigtige ting for rosen.
- Bind dem gerne op, så de får støtte og undgår at knække.
- Fjern vildskud og gød ofte. (2-3 gange i sæsonen) Gerne med hestemøg i et lag på 5 cm eller med gødning velegnet til roser.
- Knib visne blomster af, som der tager plantens energi. Måske du er heldig at de blomstrer igen.
Hækklipning:
Klip af løvfældende hæk:
(Bøg, tjørn, lærk og liguster)
En gammel tommelfingerregel siger inden Sankt Hans, men vent gerne lidt længere hvis muligt, så både fuglene og bierne kan få mest mulig gavn af hækken.
Vent med at klippe stedsegrønt (Taks, buksbom, thuja) til august-september.
Ukrudt:
Det er ikke bare sommerens blomster, der elsker solens stråler. Ukrudtet benytter sig også af solen og gror vildt. Lug ukrudtet så ofte som muligt. Så undgår du at det blomstrer og sætter frø. Det er fast arbejde at luge, indtil planterne lukker sig sammen og selv holder ukrudtet væk. Vil du gerne minimere lugningen, så kan du benytte dig af bunddække eller planter, som der fylder meget. Det hjælper med at holde ukrudtet nede. Du kan her finde vores udvalg af bunddække.
Græsplænen:
Græsplænen skal slås en gang om ugen med en klippehøjde på 2-3 cm. Gød gerne med NPK gødning. Brug 1-2 kilo pr. 100 m2 og gør det gerne før udsigt til regn. Brug en kantskærer til at stikke kanterne på din græsplæne. Det får selve plænen til at se flottere og mere velholdt ud.
se vores udvalg af plænepleje her.
Frugttræer:
Frugttræerne sætter flere frugter end de har energi til at producere. Derfor skal der tyndes ud i dem. Det giver de blivende frugter mere plads og mere næring til at vokse sig store og lækre. For mange frugter kan også belaste grenene så meget, at de bukker under for presset og knækker. Yderligere spreder sygdom sig også hurtigere fra frugt til frugt, når frugterne sidder for tæt. Netop derfor er det rigtig vigtigt, at der bliver tyndet ud i frugterne. For æbler og pærer er den ideelle afstand ca. 15 cm mellem hver frugt, hvor det ved blommer er nok med 5 cm mellem hver frugt.
Sommerblomster:
Nattefrosten er ovre så nu kan de fine og mere sårbare sommerblomster plantes ud. Planter du dem i krukker eller altankasser, så husk en krukke med hul i bunden eller dræn i form af eksempelvis lecakugler. På den måde kan overskydende vand løbe fra og du undgår at planten svømmer i vand og ”drukner”. Det kan være en god idé at have planterne til at stå i vand i en lille halv time inden plantning, så de er gennemvædet. Derefter er det vigtigt at vande dem igen efter plantning, så jord og plante kan mødes. De første par uger skal planten have rent vand. Herefter kan man begynde at hælde gødning i. Forlæng sommerblomsternes levetid ved at nippe de visne blomster af, så planten ikke skal bruge energi på dem, og dermed kan bruge energien på at holde sig fin og producere nye blomster.
Myrer:
Slip af med myrerne. Myrer er både og. De er nyttedyr, da de spiser larver og andre skadedyr, men de kan også være ret så irriterende, når de invaderer terrassen eller drivhuset. For at få ram på dem kan man tilsætte lidt sulfo inden vanding. På den måde når vandet helt ned i myrernes bo og skaffer dem af vejen, da de ikke kan leve fugtige steder.
Sankt Hans:
Sankt Hans er en gammel tradition til minde om Johannes Døberen. Hans fødselsdag var 24 juni, men i Danmark fejrer vi ham dagen før. Nemlig den 23 juni. Vi samles til bål, fællessang og afsendelsen af heksen til Bloksbjerg.
Skal du stå for Sankt Hans bålet? Her kan du bruge dit haveaffald fra f.eks. hækken. Men husk at flytte på bunken af grene, så pindsvin og andre smådyr har mulighed for at nå at stikke af, inden antænding af bålet.
Udnyt bålets varme og tilføj lidt ekstra hygge ved at lave snobrød eller skumfiduser over bålet.



