7 sensommerplanter, der holder havefesten i gang
Sensommeren er smuk med varme farver, men for havens insekter er det ofte en udfordrende tid. Mange forårs- og sommerblomster er afblomstret, og bier, svirrefluer og sommerfugle mangler føde. Heldigvis findes der planter, som netop topper her, og som både giver liv i haven og hjælper de vigtige bestøvere.
Hvorfor sensommeren er kritisk
Biodiversitet stopper ikke med at være vigtigt, når de sidste sommerplanter er afblomstret. Vores insekter skal stadig have næring til de kolde måneder, og det er vigtigt at tænke senblomstrende planter ind i haveplanen også. Endnu bedre er at inkorporere planter til alle årstider, så der altid er noget at nyde - både for dig og for dyrene.
Ved at tænke alle årstider ind i haven, gør du også din egen haveglæde endnu større. Det kan være trist, når sommeren går på hæld, men en have i fuldt flor med varme, brændte nuancer skaber stor glæde, og forlænger havesæsonen.
Favoritter til sensommerhaven


Sankthansurt
En smuk staude, der kan blive mellem 30 og 60 cm høj. Sankthansurt er en yndet favorit i haven med sin kompakte vækst og tandede blade. Den er i familie med sukkulenter og tilhører sedumslægten. Den springer ud fra juli og står flot helt frem til oktober. Når planten visner ned, skal man endelig lade de visne stængler være, da de beskytter planten. I foråret skal sankthansurt beskæres, så den er klar til at skyde med nyt. Man kan både plante sankthansurt i staudebedet eller i krukker, hvilket gør den oplagt til både små og store haver.
Purpursolhat
En havefavorit hos mange og med rigtig god grund. Purpursolhatten er en prærieplante, der har fundet vej til os helt fra de Nordamerikanske prærier, hvor de har vokset og trivedes i mange år. Det er en taknemmelig plante, der kan stortrives, selv når mange andre planter må give op, og med de varme somre, vi efterhånden har, kan den overleve lidt af hvert. Purpursolhatten imponerer med de oprette stængler, der slutter af i en smuk blomst. Den er en storfavorit hos både bierne og sommerfuglene, og så er det en plante, man slet ikke kan få nok af, når først man har bragt den ind i haven.




Anisisop
Endnu en favorit fra de Nordamerikanske prærier, Anisisop er også tørketålende, og imponerer selv når alle andre planter giver op. Den kan kendes på de oprette blomsterspir, der både er velduftende og en sand magnet for havens insekter. Planten springer ud fra juli og står med smukke blomster langt ind i september, hvilket også gør den til en favorit i sensommeren. De vil gerne stå i fuld sol, og nogle kan blive helt op til 1 meter høje. Anisisop er både en krydderurt og staude, så man får også god brug af den flotte plante i køkkenet.
Hjortetrøst
En smuk staude, der kan blive helt op til 2 meter høj og virkelig imponerer i haven. Den har oprette stængler og store blomsterhoveder, der desuden er yderst velduftende. Hjortetrøst blomstrer fra august og fortsætter langt ind i efteråret, hvor den afblomstrer i oktober. Planten har en høj nektarværdi, og er derfor en storfavorit hos sommerfuglene. Den er desuden yderst taknemmelig og kan trives i både sol og skygge, så længe den har en god, næringsrig havejord. Grundet dens højde er den både anvendelig i staudebedet eller som afskærmning.




Lavendel
Bring fransk stemning ind i haven med lavendel. En yndet favorit i haven hos rigtig mange danskere, og det er der mange gode grunde til. Lavendel er utrolig smuk med sine tynde stængler og smalle blomster, men den kompakte størrelse byder på utroligt mange fordele. Planten er nemlig rigtig velduftende, og er en favorit hos rigtig mange insekter. Lavendel kan bruges i rigtig på mange måder i haven, både i krukke, i bedet eller som en lav hæk. Man skal klippe sin lavendel ned i foråret, så den er klar til at skyde fra sommeren. Lavendel afblomstrer i august, men man kan godt være så heldig, at den blomstrer to gange på en sæson.
Høstasters
Denne favorit er oplagt til dig, der gerne vil have en lang blomstringsperiode. Høstasters blomstrer først fra september og står med smukke blomster langt ind i efteråret. Det er en staude, der helst skal plantes i selskab med andre høstasters, men det vil du heller ikke fortryde at gøre. Når planterne springer ud, skal du endelig også plukke blomster til buket, så du kan nyde dem indenfor. Du skal gerne ramme et sweetspot for jorden til dine høstasters; veldrænet men ikke for tør. De trives både i halvskygge og fuld sol, hvilket også giver mulighed for flere placeringer i haven.




Prydgræsser
Tilføj et elegant og fjerlet element i haven med smukke prydgræsser. I blomstringsperioden imponerer de med flotte blomsteraks, der svajer fint i vinden. Prydgræsser kommer ikke med samme nektarværdi, som de andre planter nævnt her, men de byder på noget andet, som havens insekter har brug for; gode skjulesteder til vinter. Dine prydgræsser skal ikke beskæres op til vinter, det skal gøres om foråret. Lad dem visne ned i efteråret, så de bliver et sikkert bosted for havens insekter, så de kan komme godt igennem vinteren. Prydgræsser findes også i utallige variationer og står flot med alverdens stauder, hvilket gør dem til en sand havefavorit.
Sådan bruger du dem i haven
I staudebedet skal der gerne være stor variation, både for dyrene og for det æstetiske. Vælg en bred palet af planter, der kan imponere og sørg for at vælge forskellige højder og farver, så du får skabt dybde og niveauer. Har du en mindre have, eller ønsker du ikke at plante i jorden, kan du med fordel plante krukkerne til. På den måde har du også mulighed for at flytte rundt efter behov og lyst, så haven altid er frisk og opdateret. Ønsker du at tilføje et vildt element i haven, kan du også skabe et bed, der lever efter egne præmisser. Sørg for at gøde og vande som anvist, så planterne selvfølgelig trives. Skal der beskæres, kan du give en let trimning, og ellers skal planterne bare have lov til at udfolde sig, som de ville i naturen.
En have fuld af liv er ikke bare smuk at se på, den gør også en forskel for naturen. Når du planter sensommerens nektarfyldte favoritter, hjælper du med at give bier og sommerfugle et bedre udgangspunkt for at overleve. Det er både hyggeligt og bæredygtigt - og du får en have, der summer af liv helt ind i efteråret.